Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om tilkendelse af delvis erstatning af tandbehandlingsudgiften på tanden +2 under sagens behandling svarende til halvdelen og tilkendelse af delvis erstatning for de fremtidige tandbehandlingsudgifter på tanden +2 svarende til halvdelen.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at tanden +2 på skadestidspunktet var svækket på grund af forudbestående rodbehandling og fyldning. Der var tale om en meget stor tragtformet udboring op i tanden. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at rodbehandlede tænder blev skøre og frakturerede let dels på grund af udtørring af tandbenet, der medførte, at tanden blev skør, og dels som følge af den ret store udboring, der var nødvendig for at rodbehandle tanden. Det var derfor kun halvdelen af udgifterne til tandbehandlingen, der dækkedes. Den akutte behandling dækkedes fuldt ud.
Ankestyrelsen lagde for så vidt angår de fremtidige tandbehandlingsudgifter vægt på, at tandbehandlingen i form af en kronebehandling som udgangspunkt havde en holdbarhed på ca. 15 år. Der var i tilskadekomnes tilfælde ikke anført forhold, der kunne begrunde en fravigelse fra dette udgangspunkt.
Idet tilskadekomne havde forudbestående svækkelse af tanden i form af en stor udboring i forbindelse med rodbehandling og fyldning, var det alene halvdelen af udgifterne til den fremtidige behandling, der dækkedes, svarende til et samlet beløb på 1.557 kr.