Ankestyrelsens principafgørelse C-30-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 97, stk. 1, nr. 1 og § 97, stk. 1, nr. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1, nr. 1 og nr. 2

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet - pkt. A

Note:

*) SM 0-106-94 ophæves.

* * * * *

Sagen drejede sig om en kvinde, der led af muskelsvind. Hun havde svage ben, arme, skuldre og nakke. Hun gik indendørs ved hjælp af en armstok, og hun færdedes udendørs med en mini-crosser eller en el-kørestol.

Kvinden søgte kommunen om hjælp til anskaffelse af en elektrisk fodcykel (pedalon) som et hjælpemiddel. Over for kommunen anbefalede hendes praktiserende læge cyklen som daglig venepumpebehandling, da hun havde nedsat kredsløb i benene. Kvinden havde prøvet elektrisk fodcykel kortvarigt i forbindelse med sin ugentlige træning hos fysioterapeut. Hun var blevet tilbudt at komme på træningscentret og benytte fodcyklen dagligt, men hun vidste, at det ikke var realistisk for hende at skulle af sted hver dag. Hun ønskede derfor apparatet i hjemmet.

Kommunen gav afslag på kvindens ansøgning med den begrundelse, at en elektrisk fodcykel blev betragtet som et behandlingsredskab, der tog sigte på at træne brugerens funktionsevne. En fodcykel kunne derfor ikke betragtes som et hjælpemiddel, hvortil der blev ydet støtte efter servicelovens § 97.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse med den af kommunen givne begrundelse. Nævnet lagde herved Ankestyrelsens praksis, som den kom til udtryk i SM 0-106-94, til grund.

I kvindens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at hun syntes, at fodcyklen var nødvendig, for at hun kunne holde sig gående i længere tid. Hun havde mange gange ømme ben og ankler samt vand i benene. Dette ville en fodcykel, som skulle bruges hver dag - helst flere gange om dagen - hjælpe til med at modvirke. Alternativet var, at hun skulle tilbringe mere tid i sin el-kørestol. Derfor var det meget vigtigt, at hun kunne få en fodcykel i hjemmet.

I en udtalelse fra kvindens praktiserende læge fremsendt sammen med klagen blev bevilling af elektrisk fodcykel til vedligeholdelse af muskelstyrke anbefalet.

Af en udtalelse fra kvindens fysioterapeut, som også var fremsendt sammen med klagen, fremgik bl.a., at for at kvinden kunne bevare det nuværende funktionsniveau længst muligt, havde hun behov for daglig motion. Den daglige motion var nødvendig, for at hun kunne vedligeholde muskelkraften i den fungerende muskulatur og bevare de vægtbærende leds bevægelighed (hofte-, knæ- og fodled). Derudover var det vigtigt at stimulere kredsløbet, da inaktiviteten gav hævede ben og fare for kredsløbsbetingede sygdomme.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet efter det foreliggende fortsat var af den opfattelse, at en elektrisk fodcykel ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, hvortil der kunne ydes støtte efter servicelovens § 97, idet fodcyklen tog sigte på at træne kvindens funktionsevne. Fodcyklen var således at betragte som et behandlingsredskab og ikke et hjælpemiddel, hvorved forstås et middel/redskab, hvis formål var at kompensere for en funktionsnedsættelse. Nævnet fastholdt derfor sin afgørelse med den tidligere givne begrundelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en pedalon var at betragte som et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel, herunder hvorvidt udmeldingen i SM 0-106-94 fortsat var gældende.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke var berettiget til hjælp til anskaffelse af en pedalon (elektrisk fodcykel) efter servicelovens hjælpemiddelbestemmelser.

Begrundelsen for afgørelsen var, at en pedalon (elektrisk fodcykel) ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, hvorved forstås et produkt, der var fremstillet med henblik på at afhjælpe de varige følger af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen fandt således, at en pedalon (elektrisk fodcykel) ikke havde til formål at afhjælpe de varige følger af en funktionsnedsættelse, men derimod gennem træning tog sigte på at forbedre, vedligeholde eller hindre forringelse af det aktuelle funktionsniveau.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med brugen af en fodcykel efter en lægelig vurdering generelt var at træne benmuskulaturen, og at en fodcykel bl.a. blev anvendt som vedligeholdelsestræning ved svækkelsessygdomme i nerver.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at formålet med brugen af fodcyklen i kvindens tilfælde ifølge hendes fysioterapeut var gennem daglig motion at stræbe efter at bevare det aktuelle funktionsniveau længst muligt samt at vedligeholde muskelkraften i den fungerende muskulatur og bevare de vægtbærende leds bevægelighed. Herudover anbefalede hendes praktiserende læge cyklen til daglig venepumpebehandling.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.