Kvinden skulle tilbagebetale boligstøtten fra 1. oktober 2004 til 31. januar 2005
Begrundelsen for afgørelsen var, at betingelserne for at foretage omberegning for boligstøtteåret 2004 og 2005 var opfyldt efter reglerne i boligstøttelovens § 46.
Det fremgår af lovbemærkningerne til § 46, stk. 1, at man ville præcisere, at støttemodtagerens pligt til at give kommunen oplysninger om alle ændringer, der kunne medføre nedsættelse eller bortfald af boligstøtten, gjaldt såvel i forbindelse med årsomregningen pr. 1. januar, som ved ændringer, der indtrådte i løbet af året.
Ankestyrelsen fandt, at forholdet om ændringer i indeværende år og i forbindelse med årsomberegningen var reguleret af bestemmelsen i § 46 om omberegning i løbet af året.
Ankestyrelsen fandt, at forholdet om ændringer i et tidligere år, der først viste sig det følgende år (i forbindelse med skatteligningen) var reguleret af bestemmelsen i § 47 om efterregulering.
Ankestyrelsen lagde til grund, at kvinden ud fra husstandens faktiske indtægter ikke var berettiget til boligstøtte i tiden 1. oktober 2004 til 31. januar 2005. Boligstøtten var derfor udbetalt uberettiget.
Ankestyrelsen fandt, at kvinden havde tilsidesat oplysningspligten.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen den 29. december 2004 modtog telefonisk oplysning om indkomstændringen.
Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at der ikke var dokumentation for tidligere henvendelse til kommunen vedrørende indkomstændringen pr. 1. oktober 2004.
Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at der i løbet af året 2004 og i 2005 var sket en forhøjelse af den samlede forventede husstandsindkomst ud over lovens indtægtsgrænser.
Ankestyrelsen bemærkede, at det ikke havde noget betydning for sagens resultat, at for meget udbetalt boligstøtte blev krævet tilbagebetalt efter boligstøttelovens § 46 i stedet for efter § 47.
Ankestyrelsen lagt vægt på, at udgangspunktet for at foretage omberegning efter § 46, stk. 2 og efterregulering efter § 47, stk. 1 var, at der var sket en forhøjelse af den samlede forventede husstandsindkomst på mindst 18.800 kr.
Ankestyrelsen lagde herudover vægt på, at begge bestemmelser indeholdt regler om oplysningspligt.
Det var i overensstemmelse med boligstøttelovens § 46, stk. 8, at for meget udbetalt boligstøtte kunne kræves tilbagebetalt, da oplysningspligten ikke var opfyldt.
Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn med en delvis ændret begrundelse.