Ankestyrelsens principafgørelse C-52-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 29, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 42

Sagen drejede sig om et forældrepar, der havde to børn, hvoraf det ældste havde nedsat funktionsevne, mens det to år yngre barn var rask.

Forud for fødslen af det ældste barn arbejdede moderen 37 timer ugentligt, og det var hendes intention at vende tilbage til arbejdsmarkedet på fuld tid efter endt barsel. Dette viste sig imidlertid umuligt, hvorfor hun genoptog arbejdet med 32 timer ugentligt.

Forud for det ældste barns start i specialinstitution som 3 1/2 årig havde forældrene i en kort periode passet barnet hjemme. I denne periode modtog moderen hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste svarende til 32 timer om ugen. Efter barnets start i institution havde moderen genoptaget arbejdet delvist med 28 timer ugentligt, og der var bevilget tabt arbejdsfortjeneste med 4 timer om ugen.

6 år senere søgte forældrene om tabt arbejdsfortjeneste til moderen svarende til 9 timer om ugen - fra 28 til 37 timer. Ansøgningen var ifølge det af kommunen oplyste begrundet i en ellers manglende karrieremulighed, da moderen gerne ville læse videre til sundhedsplejerske.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. Afslaget var begrundet i, at det faktiske timetal for beskæftigelse før ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste var 32 timer.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og fandt under henvisning til servicelovens § 29, stk. 1, og § 7, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse om tilskud efter servicelovens §§ 28 og 29 til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom, at kommunen ikke var forpligtet til at yde moderen tabt arbejdsfortjeneste for yderligere 5 timer ugentligt. Nævnet fandt således, at det var den seneste lønindtægt, som moderen havde haft inden modtagelsen af tabt arbejdsfortjeneste, der skulle danne baggrund for beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste. Nævnet fandt således, at der ikke kunne lægges vægt på, at moderen måtte have haft en lønindtægt, der var beregnet på baggrund af en højere ugentlig arbejdstid før barnets fødsel.

I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at de mente, at nævnet holdt sig meget snævert til lovens bogstav og alene så på moderens timetal inden ansøgningen om lønkompensation og ikke på selve årsagen til dette timetal. Når moderen gik ned på 32 timer ugentligt, skyldtes det, at forældrene havde et inderligt og påtrængende ønske om at varetage barnets tarv.

Forældrene mente i høj grad, at det burde betragtes som en principiel sag, at de nu blev straffet for selv at have ydet en ekstraordinær indsats i familiens svære sociale situation begrundet i barnets handicap. En situation, hvor det sociale system utvivlsomt var trådt til, hvis der allerede ved fødslen var en diagnose eller i det mindste en symptombeskrivelse fra en fagperson fra det offentlige system. Barnet havde sit handicap ved fødslen, men det blev bare ikke opdaget før efter ca. 1 1/2 år, men de store behov for særlig opmærksomhed og dermed moderens lønkompensation var der fra fødslen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en forudgående nedgang i timetallet på grund af barnets funktionsnedsættelse skulle lægges til grund ved udmåling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, herunder om der i en sådan situation var grundlag for at fravige reglen om, at der ved beregningen af hjælpen skulle tages udgangspunkt i den seneste lønindtægt forud for overgangen til tabt arbejdsfortjeneste.

Ankestyrelsen fandt, at moderen ikke havde ret til hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste med yderligere 5 timer ugentligt ud over de 4 timer, som hun allerede var bevilget. Det betød, at beregningen af moderens tabte arbejdsfortjeneste skulle tage udgangspunkt i en ugentlig arbejdstid på 32 timer svarende til hendes seneste lønindtægt forud for modtagelsen af tabt arbejdsfortjeneste.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det ikke fandtes tilstrækkeligt godtgjort, at moderens nedgang i ugentlig arbejdstid forud for modtagelse af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste udelukkende skyldtes barnets funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen fandt, at der ved udmåling af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste kunne ses bort fra en forudgående nedgang i den ugentlige arbejdstid, således at hjælpen blev udmålt med udgangspunkt i en lønindtægt svarende til 37 timers ugentlig arbejdstid. Det var dog en forudsætning, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at nedgangen i timetallet udelukkende skyldtes funktionsnedsættelsen eller den indgribende kroniske eller langvarige lidelse hos barnet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fulgte af servicelovens bestemmelse om tabt arbejdsfortjeneste sammenholdt med kompensationsprincippet, at det var en forudsætning for, at der kunne ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, at der var tale om en forudgående nedgang i timetallet og dermed et indtægtstab som følge af barnets funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det i den konkrete sag ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at moderen ikke ville være gået ned i tid, hvis barnet ikke havde haft en funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at forældrene først søgte om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste 3 1/2 år efter fødslen af barnet i forbindelse med barnets start i specialinstitution, mens moderen allerede nogle år tidligere i forbindelse med endt barsel gik ned i tid til 32 timer ugentligt. Herudover fremgik det, at forældrene 2 år efter fødslen af barnet med nedsat funktionsevne fik endnu et barn.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at forældrene først 6 år efter første ansøgning om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste søgte kommunen om yderligere 5 timers lønkompensation om ugen, og på, at ansøgningen ifølge det af kommunen oplyste var begrundet i en ellers manglende karrieremulighed, da moderen gerne ville læse videre til sundhedsplejerske.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.