Ankestyrelsens principafgørelse U-11-06

01-01-2006
Arbejdsskadeloven Anerkendelse Belastningsperiode Brolægger Byggefag Erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005 Knæliggende Menisksygdom i knæleddet Oplysningsgrundlag Slidgigt i knæ Gældende Arbejdsskade

Resume:

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet to sager til afklaring af kravene til anerkendelse af knæsygdomme efter fortegnelsens punkt D. 1. og D. 3. , herunder om oplysningsgrundlaget var tilstrækkeligt til at træffe afgørelse for personer beskæftiget i byggefag.

Med det nye erhvervssygdomsbegreb, der anvendes fra den 1. januar 2005 er der sket en lempelse af kravene for optagelse af en sygdom på erhvervssygdomsfortegnelsen. Der skal dog fortsat foreligge en dokumenteret sammenhæng mellem påvirkning og sygdom.

Den ny fortegnelse over erhvervssygdomme indebærer at der kan foretages en mere skønsmæssig vurdering af de erhvervsmæssige belastninger i de konkrete sager, end det har været tilfælde i tidligere fortegnelser. Tilskadekomnes størrelse, fysik og alder skal inddrages i vurderingen.

De konkrete sager vedrørte henholdsvis slidgigt knæ og menisksygdom i knæleddet.

For så vidt angår slidgigt i knæled er det et krav i fortegnelsen, at der har været tale om knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mange år.

For så vidt angår menisksygdom i knæleddet er det et krav i fortegnelsen, at der har været tale om arbejde i hugsiddende stilling under trange arbejdsforhold i dagevis eller i en længere periode.

Ankestyrelsen fastslog i sagerne, at kravene til anerkendelse ikke var opfyldt, da arbejdet ikke kunne anses at være knæliggende/hugsiddende i tilstrækkeligt omfang. Ankestyrelsen havde ved denne vurdering taget udgangspunkt i Arbejdsskadestyrelsens vejledning om erhvervssygdomme, som er udarbejdet i samarbejde med erhvervssygdomsudvalget. Det er for så vidt angår slidgigt i knæleddet heri anført, at der skal have været tale om knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mindst halvdelen af arbejdsdagen i en nogenlunde sammenhængende periode på 20 til 25 år. For så vidt angår menisksygdom i knæleddet er det anført, at der skal have været tale om arbejde i hugsiddende stilling under trange arbejdsforhold i dagevis eller i en længere periode i mindst halvdelen af arbejdsdagen.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var dokumentation for en medicinsk sammenhæng mellem tilskadekomnes sygdom og den erhvervsmæssige belastning.

Sag nr. 1. (1207203-06)

I sagen havde en 65-årig mand, der havde arbejdet som bro-/fliselægger i 23 år anmeldt slidgigt i højre knæ og en ryglidelse. Ankestyrelsen fandt på baggrund af oplysning om erhverv og periode anledning til at indhente yderligere oplysninger om den daglige udstrækning af knæliggende arbejde og stadfæstede derefter Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse som erhvervssygdom, da manden ikke havde udført knæliggende og/eller hugsiddende arbejde mere end gennemsnitligt 2 timer dagligt og havde haft arbejdsfri perioder en del af året.

Sag nr. 2. (1204366-06)

I sagen havde en 53-årig mand der havde arbejdet som murer i over 30 år, anmeldt menisksygdom i højre knæ. Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på anerkendelse af menisksygdommen som erhvervssygdom, da tilskadekomne ikke havde udført hugsiddende arbejde i mere end 2-2 ½ time dagligt.

Lov om arbejdsskadesikring - lov nr. 422 af 10. juni 2003 - § 5, § 7 og § 16

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1.

Tilskadekomne anmeldte den 28. juni 2005 blandt andet kroniske lænderygsmerter og begyndende slidgigt i højre knæ.

Tilskadekomne (65 år) havde gennem 23 år arbejdet som bro-/fliselægger ved en kommune indtil han gik på efterløn i 2000. Arbejdet bestod i alle 23 år i anlæg af fortove, kantsten, kløversten med videre. Typisk blev der først afrettet og trukket af sand, hvilket foregik i knæliggende stilling. Herefter transporterede man manuelt fliserne direkte derhen, hvor de skulle lægges. Fliserne vejede fra 60-100 kilo stykket, og han håndterede skønsmæssigt 6-10 tons dagligt. Når der skulle lægges kløversten eller andre former for belægning, foregik det i knæliggende stilling. Han fik hen i ansættelsen udleveret arbejdstøj med knæbeskyttere. Arbejdsgiver oplyste overfor Ankestyrelsen, at tilskadekomnes knæliggende og/eller hugsiddende arbejde ikke var mere end gennemsnitligt 2 timer dagligt.

Af ATP-oplysninger fremgik, at han i perioden fra 1978 til 1995 arbejdede svarende til mellem 4,8 -7,7 måned om året, og fra 1996 til 2000 arbejdede svarende til mellem 7,9-10,5 måned om året.

Knægenerne havde været gradvist tiltagende i de sidste 5-6 år.

Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende knæsygdommen, fordi den ikke opfyldte kravene for anerkendelse efter fortegnelsens gruppe D. 1. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at han havde arbejdet som brolægger i 23 år, men at det ikke var en væsentlig del af arbejdstiden, som var foregået i knæ og/eller hugsiddende stilling. Der var således ikke årsagssammenhæng mellem slidgigt i højre knæ og arbejdet. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke grundlag for at forlægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Ankestyrelsen fandt, at tilskadekomne ikke havde været udsat for knæliggende og/eller hugsiddende arbejde i mindst halvdelen af arbejdsdagen, og at der havde været arbejdsfri perioder en del af året. Ankestyrelsen lagde også vægt på, at der var påvist begyndende slidgigt, som var stort set alderssvarende. Arbejdsgiver havde oplyst, at det knæliggende og/eller hugsiddende arbejde ikke var mere end gennemsnitligt 2 timer dagligt.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at forelægge sagen for erhvervssygdomsudvalget.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2

Tilskadekomne anmeldte den 12. januar 2005 meniskskade på højre knæ. Tilskadekomne, som var en 53-årig mand, havde i perioden siden 1971 arbejdet som murer og været beskæftiget med almindeligt murerarbejde og hugsiddende arbejde ved for eksempel flisearbejde, gulvlægning og sokkelpudsning samt når der blev opført toiletter. Der havde cirka 2-2 ½ time dagligt været tale om arbejde i hugsiddende stilling og endvidere ofte arbejde under snævre pladsforhold ved for eksempel arbejde i badeværelser. Det fremgik af sagens oplysninger, at han havde arbejdet ved en lang række arbejdsgivere, formentlig i alt cirka 21 års effektivt arbejde som murer.

Tilskadekomne fik i 2004 konstateret en skade i mediale menisk i højre knæ.

Arbejdsskadestyrelsen afviste at anerkende knæsygdommen, fordi den ikke opfyldte kravene for anerkendelse efter fortegnelsens gruppe D. 3. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at menisksygdommen ikke opfyldte kravene for at blive anerkendt efter fortegnelsens gruppe D. 3. , idet det hugsiddende arbejde ikke havde været udført i mindst halvdelen af dagen. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Ankestyrelsen fandt, at tilskadekomne ikke havde været udsat for hugsiddende arbejde i mindst halvdelen af arbejdsdagen og afviste derefter anerkendelse som erhvervssygdom efter fortegnelsens gruppe D. 3.

Endvidere fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at tilskadekomne havde haft almindeligt murerarbejde siden 1971, og at selvom han i et vist omfang havde haft knæliggende arbejde, havde dette ikke haft betydning for udvikling af en menisksygdom.

Dato for underskrift

23.08.2006

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 16 § 5 § 7

Journalnummer

1207203-06