Ankestyrelsens principafgørelse C-57-06

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 73, § 99, stk. 1 og § 73a, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1, § 86, stk. 2 og § 85

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1

j. nr.: 3000108-06

Sagen drejede sig om en 26-årig ansøger, som var lam og spastisk og som følge heraf permanent kørestolsbruger. Ansøger kunne ikke selv køre bil. Ansøger boede i et bofællesskab. Der var ikke tilknyttet kørselsordning til bofællesskabet.

Det var oplyst, at ansøger modtog 72 timers ugentlig socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 73, 20 timers ugentlig neuropædagogisk støtte efter servicelovens § 73 a samt 18 timers ugentlig støtte til personlig pleje efter servicelovens § 71.

I forhold til kørselsbehov og aktivitetsniveau var det oplyst, at ansøger gik til svømning 1 gang ugentligt, samværsgruppe 1 gang ugentligt, ridning 1 gang ugentligt, besøg hos sin mor og stedfar hver anden weekend samt helligedage og ferier, besøg hos andre familiemedlemmer, musikkoncerter, biografen, fisketure, bowling 1 gang ugentligt samt fodbold.

Herudover deltog ansøger i indkøb til husholdning, til beklædning, besøg i banken, besøg hos frisør, besøg hos tandlæge, besøg hos optiker og til massage. Det var oplyst, at kørselsbehovet var ca.15.000 km årligt.

I forhold til chaufførmuligheder var det oplyst, at støttepersonerne, som var ansat til at støtte og træne ansøger i hverdagen, også fungerede som ledsagere og chauffører for ansøger.

Amtskommunen gav ansøger afslag på støtte til køb af bil.

Ansøger klagede over afgørelsen.

Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse.

Nævnet henviste til, at det indgik i vurderingen af berettigelse til bilstøtte, om ansøger selv kunne køre bilen, eller om ansøgers chauffør/chauffører var til rådighed på en sådan måde, at ansøgers samlede kørselsbehov i videst muligt omfang kunne dækkes.

Nævnet bemærkede, at udgangspunktet var, at chaufføremner skulle findes i ansøgers umiddelbare nærhed.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger var bevilget social- og neuropædagogisk støtte efter serviceloven. Nævnet fandt imidlertid, at ansøger ikke med den bevilgede socialpædagogiske og neuropædagogiske støtte havde en chaufførmulighed, der i tilstrækkeligt omfang kunne tilgodese ansøgers kørselsbehov. Nævnet havde i den forbindelse inddraget, at den socialpædagogiske og neuropædagogiske støtte udover at ledsage ansøger i forbindelse med ansøgers kørselsbehov, også skulle varetage andre aktiviteter med ansøger.

Nævnet lagde videre vægt på omfanget af ansøgers kørselsbehov.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøgers kørselsbehov ikke kunne dækkes via amtets kørselsordning. Ordningen gav kun mulighed for kørsel 1 gang ugentligt, hvilket ikke var tilstrækkeligt, når ansøger ofte kørte flere gange dagligt.

I forhold til chaufføremner var det anført, at ansøger sammenlagt havde hjælpere 10 timer dagligt fra mandag til fredag. Lørdag og søndag havde ansøger hjælpere 13 timer dagligt. Herudover kunne såvel moderen som stedfaderen køre for ansøger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en person med bolig i bofællesskab uden kørselsordning opfyldte betingelserne for at få støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag henset til omfanget af kørselsbehovet og chaufførmulighederne.

Ansøger havde ret til at få støtte til bil.

Begrundelsen var, at ansøgers samlede kørselsbehov var af et sådan omfang, at det ikke mere hensigtsmæssigt ville kunne tilgodeses ved andre ordninger

Begrundelsen var videre, at støtte til køb af bil i væsentlig grad ville gøre ansøger selvhjulpen.

Det blev lagt til grund, at ansøger opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at få støtte til køb af bil, og at ansøger af helbredsmæssige årsager ikke selv kunne køre bil.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger boede i et bofællesskab, hvortil der ikke var knyttet en fælles kørselsordning.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger havde daglige kørselsbehov til indkøb, fritidsaktiviteter, og andre sociale aktiviteter uden for huset, som udover besøg hos moderen omfattede daglige fællesaktiviteter, som blev tilbudt og arrangeret for alle bofællesskabets beboere. Det årlige kørselsbehov var anslået til 15.000 km.

Ankestyrelsen lagde herudover vægt på, at ansøger i dag- og aftentimerne var bevilget social- og neuropædagogisk støtte svarende til 92 timer ugentligt. Ankestyrelsen fandt, at disse støttepersoner som led i den pædagogiske bistand kunne anvendes som chauffører i forbindelse med ansøgers deltagelse i udadrettede aktiviteter.

Det indgik endelig i vurderingen, at ansøger herudover havde mulighed for at få chaufførbistand af sin moder og stedfader, som boede i nærheden af ansøger.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2

J. nr. 3000095-06

Sagen drejede sig om en 38-årig ansøger, som havde følger efter adskillige blodpropper i hjernen. Ansøger var permanent kørestolsbruger og kunne ikke selv føre en bil. Ansøger boede i et bofællesskab, hvortil der ikke var tilknyttet fælles kørselsordning.

Ansøger modtog 48 timers ugentlig hjælp efter servicelovens § 71, 45 timers ugentlig socialpædagogisk bistand efter servicelovens § 73 og 15 timers ugentlig neuropædagogisk støtte efter servicelovens § 73 a.

I forhold til aktivitetsniveauet var det oplyst, at ansøger gik til svømning og ridning 1 gang ugentligt, at der dagligt blev udbudt aktiviteter fra bofællesskabet, f.eks. fisketure, ferieture, fællesspisning, fælleskaffe, madlavning/bagning, bowling turnering og deltagelse i arrangementer i byen. Det var oplyst, at ansøger havde udviklet en større og større lyst til at deltage i sociale sammenhænge og gav udtryk for ønsket om spontant at kunne arrangere aktiviteter ud af huset.

Det var oplyst, at ansøger næsten dagligt fik besøg af sine forældre, og at ansøger var på besøg hos sine forældre hver anden weekend. Ansøgers kørselsbehov var skønnet til minimum 5000 km. årligt.

Ansøger var tilknyttet amtets kørselsordning, som blev anvendt til ridning, svømning og til og fra forældrenes bopæl.

I forhold til chaufførmuligheder var det oplyst, at den social- og neuropædagogiske støtte kunne bruges til kørsel, og at ansøgers far stod til rådighed som chauffør døgnet rundt, efter at han var gået på efterløn. Ansøger havde herudover en søster og en svoger, som gerne ville være chauffør.

Amtskommunen gav ansøger afslag på støtte til bil. Amtskommunen lagde vægt på, at ansøger ikke havde tilstrækkelige chaufførmuligheder.

Ansøger klagede over afgørelsen.

Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger ikke havde tilstrækkelige chaufførmuligheder i sin umiddelbare nærhed. Nævnet lagde videre vægt på omfanget af ansøgers kørselsbehov og fandt, at kørselsbehovet i væsentligt omfang kunne tilgodeses gennem andre ordninger.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøgers kørselsbehov ikke kunne dækkes ved amtets kørselsordning. Amtets kørselsordning kunne ikke engang slå til ved ridning.

Det var videre oplyst, at ansøger havde været nødt til at opgive at gå til svømning, da han ingen kørselsordning havde, at ansøger til bowlingture var afhængig af, at en anden beboer i ejendommen skulle med, idet ansøger i så fald kunne køre med i den anden beboers bil, og at ansøger ikke kunne komme ud at se håndbold i forskellige sportshaller.

Ankestyrelsen behandlede sagen for at afklare, hvorvidt en person i kørestol med bolig i bofællesskab uden kørselsordning opfyldte betingelserne for at få støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag henset til omfanget af kørselsbehov og chaufførmuligheder.

Ansøger havde ret til at få støtte til bil.

Begrundelsen var, at ansøgers samlede kørselsbehov var af et sådant omfang, at det ikke mere hensigtsmæssigt ville kunne tilgodeses ved andre ordninger.

Begrundelsen var videre, at støtte til køb af bil i væsentlig grad ville gøre ansøger selvhjulpen.

Det blev lagt til grund, at ansøger opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at få støtte til køb af bil, og at ansøger af helbredsmæssige årsager ikke selv kunne køre bil.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger havde et dagligt kørselsbehov til indkøb, fritidsaktiviteter og andre sociale aktiviteter uden for huset, som udover besøg hos sine forældre omfattede daglige fællesaktiviteter, som blev udbudt og arrangeret for alle bofællesskabets beboere. Det samlede årlige kørselsbehov var anslået til minimum 5000 km.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger var bevilget social- og neuropædagogisk støtte efter serviceloven svarende til 60 timer ugentligt. Ankestyrelsen lagde samtidig vægt på, at disse støttepersoner som led i den pædagogiske bistand kunne anvendes som chauffører i forbindelse med ansøgers deltagelse i udadrettede aktiviteter.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at ansøgers fader, som boede tæt på ansøgers bopæl, havde stillet sig til rådighed som chauffør døgnet rundt, efter at han var gået på efterløn.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3

J. nr. 3000110-06

Sagen drejede sig om en 28-årig ansøger, som led af spastisk lammelse og epilepsi. Ansøger var permanent kørestolsbruger og kunne ikke selv køre en bil. Ansøger boede i et bofællesskab, hvortil der ikke var tilknyttet fælles kørselsordning. Det var oplyst, at bofællesskabet havde tilknyttet en fælles kontaktpædagog, og at ansøger herudover havde private hjælpere, som ansøger betalte med sit bistandstillæg samt 15 timers månedlig ledsagelse i henhold til servicelovens § 78.

Det var oplyst, at ansøger havde søgt om udskiftning af sin bil, som tidligere var blevet bevilget efter servicelovens regler. Det var oplyst, at ansøger havde kørt ca. 48.000 km. i de seneste 6 år.

I forhold til kørselsbehovet var det oplyst, at ansøger havde behov for kørsel til indkøb, besøg hos venner og familie (100 km til kæresten, 200 km til forældrene, 50 km til søsteren og 75 km til farmoderen). Det var oplyst, at ansøger besøgte sine forældre ca. hver 1,5 måned, samt i ferier og helligdage. Ansøger ønskede imidlertid også at besøge sin kæreste i weekender og at deltage i andre weekendarrangementer. Det var oplyst, at ansøger havde et stigende behov for at deltage i diverse dag- og aftenaktiviteter samt besøg hos læge og tandlæge mv. Ansøger kørte i sin bil hver dag.

Det var videre oplyst, at ansøger for det meste var nødt til at medbringe en række hjælpemidler i form af bl.a. toiletstol, drejeskive, rampe, håndstol og på sigt en lift, når ansøger skulle overnatte ude. Det var samtidig påpeget, at ansøger alene kunne medbringe disse hjælpemidler, hvis ansøger kunne køre i egen bil.

I forhold til chaufførmuligheder var det oplyst, at bofællesskabet havde en fast tilknyttet fælles hjælper, som kunne køre for ansøger. Der var herudover et par unge piger, der boede i nærheden af ansøger, og som kørte for ansøger, når ansøger skulle hjem til forældrene, ligesom ansøger havde 15 timers månedlig ledsageordning samt en veninde, der kørte for ansøger til fælles gøremål.

Ansøger var tilmeldt amtets kørselsordning og var årligt bevilget 104 ture inden for kommunen og 52 ture uden for kommunen. I de foreliggende 8 måneder havde ansøger kørt/planlagt 78 ture inden for kommunen, idet personalet i botilbuddet på grund af ressourcemangel ikke havde haft mulighed for at køre ansøger.

Amtskommunen gav ansøger afslag på fortsat støtte til bil.

Ansøger klagede over afgørelsen.

Nævnet tiltrådte amtskommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger ikke havde tilstrækkelige chaufførmuligheder.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger også anvendte sit bistandstillæg til at betale for private ledsagere.

Ankestyrelsen behandlede sagen for at afklare, hvorvidt en person i kørestol med bolig i bofællesskab uden kørselsordning opfyldte betingelserne for at få støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag henset til chaufførmulighederne

Ansøger havde ikke ret til at få støtte til bil.

Begrundelsen var, at støtte til køb af bil ikke ville gøre ansøger tilstrækkelig selvhjulpen, idet der ikke var chaufførmuligheder, som i tilstrækkeligt omfang kunne dække ansøgers samlede kørselsbehov.

Begrundelsen var videre, at ansøgers kørselsbehov ud fra de foreliggende oplysninger var af et sådant omfang, at det mere hensigtsmæssigt ville kunne tilgodeses ved andre ordninger end ved støtte til bil.

Det blev lagt til grund, at ansøger opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at få støtte til bil, og at ansøger af helbredsmæssige årsager ikke selv kunne køre bil.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ifølge det oplyste havde behov for kørsel til indkøb, læge, ridning, musikundervisning, styrketræning, besøg hos familie, som boede mellem 50 og 200 km fra ansøgers bopæl, samt kørsel til andre ikke specificerede sociale aktiviteter.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøger var bevilget 15 timers månedlig ledsagelse, at ansøger anvendte sit bistandstillæg til at aflønne hjælpere til kørsel, at ansøger ved kørsel til/fra sine forældre blev ledsaget af 2 studerende, og at ansøger havde mulighed for at blive kørt af en veninde og andre i netværket.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at ansøger boede i et bofællesskab, hvortil der var knyttet personale, som var fælles med de øvrige beboere. Det var oplyst, at personalet havde mulighed for at være chauffør for ansøger. Det var imidlertid samtidig oplyst, at ansøger i de foregående 8 måneder, hvor ansøger havde haft bil, havde kørt 78 ture med telebusordningen til/fra ridning og musikundervisning på grund af ressourcemangel i botilbuddet.

Ansøgers oplysning om, at ansøger alene kunne medbringe sine hjælpemidler i forbindelse med overnatninger uden for hjemmet, hvis ansøger havde en bil, kunne ikke i sig selv begrunde, at ansøger herved opfyldte betingelserne for at få støtte til bil.