Ankestyrelsens principafgørelse U-17-06

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 5 og § 7

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1, j.nr. 1005034-06

Sagen omhandler en pædagogmedhjælper, som havde arbejdet i vuggestue og siden i fritidshjem fra 1981. Der var beskrevet samarbejdsproblemer på institutionen fra 1995, hvor der kom ny leder og souschef. Ifølge tilskadekomnes egne oplysninger var hun herefter udsat for systematisk mobning i form af nedgørelse og kritik fremsat i en uvenlig og negativ atmosfære både på tomandshånd og under andres tilstedeværelse. Tilskadekomne oplevede en arrogant mangel på imødekommenhed i tilfælde af forespørgsler angående arbejdsforhold og aktiviteter i det daglige arbejde. Hun fik ifølge egne oplysninger urimelige afslag på forespørgsler om afspadsering og ferier, og hun følte sig presset med trusler, nedgørelse og hånlig optræden. Tilskadekomne fandt det belastende og ydmygende, at lederen i en periode gentagne gange spurgte, om hun havde planer om at søge væk. Tilskadekomne følte sig overvåget og kontrolleret af ledelsen, der ledte efter fejl. Ledelsens optræden var angivelig den samme overfor alle ansatte, og der var flere, der rejste.

Kommunen havde bekræftet, at tilskadekomne i en periode havde det dårligt i institutionen, og derfor fik bevilget psykologsamtaler. Kommunen havde ligeledes oplyst, at arbejdsbelastningen derfor kunne være korrekt, men anførte samtidigt, at ledelsen i institutionen kunne have en anden vinkel på arbejdsbeskrivelsen.

Tilskadekomne fik fra 1996 tiltagende symptomer i form af hovedpine, søvnbesvær, angst og grædeture. I de psykiatriske speciallægeerklæringer i sagen var anført diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion og tilpasningsreaktion.

Ankestyrelsen havde hjemvist sagen til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, der indstillede til afvisning med den begrundelse, at det ikke var overvejende sandsynligt, at den psykiske sygdom var forårsaget af arbejdet som pædagogmedhjælper. Årsagen var, at de belastninger i form af samarbejdsvanskeligheder, afslag på ferie og kritik, som tilskadekomne havde været udsat for, ikke havde været af en så belastende karakter, at de kunne anses for at medføre en arbejdsbetinget psykisk sygdom.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse uden for fortegnelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var ny medicinsk erfaring for en sammenhæng mellem arbejdet som pædagogmedhjælper under de oplyste forhold og udviklingen af en psykisk sygdom, der ville kunne anerkendes som en erhvervssygdom.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at de forhold, tilskadekomne var udsat for på arbejdet, ikke var ekstraordinært belastende. Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomnes psykiske symptomer var uspecifikke, og der var ikke beskrevet egentlig psykisk sygdom. Der var derfor ikke dokumentation for en sammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og udviklingen af en psykisk sygdom. Ankestyrelsen var således enig i Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afvisning.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2, j.nr. 1007797-06

En leder af en skolefritidsordning og en børnehave oplevede samarbejdsproblemer med skoleinspektøren, som tilskadekomne følte sig chikaneret af gennem en længere periode. Skoleinspektøren blev af tilskadekomne beskrevet som et humørsvingende og styrende magtmenneske med en militant facon. Børnene var generelt bange for ham. Han råbte ofte højt både ved samtale med børnene og med de ansatte. Inspektøren underkendte konsekvent de beslutninger, som tilskadekomne selv eller sammen med personalet tog som leder af institutionen. Det skete flere gange, at inspektøren ikke havde informeret om møder, som tilskadekomne skulle deltage i, herunder møder med kommunalbestyrelsen.

På et tidspunkt følte tilskadekomne sig så presset, at hun kontaktede kommunalforvaltningen, og hun blev på et møde rådet til ikke at være alene med inspektøren og tilse, at kommunikationen med inspektøren så vidt muligt foregik skriftligt.

Tilskadekomne fik symptomer i form af søvnløshed, isolationstendens, energiløshed og hukommelses- og koncentrationsbesvær. I den psykiatriske speciallægeerklæring i sagen var stillet diagnosen kronisk depression.

Sagen havde været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, der indstillede til afvisning med den begrundelse, at det ikke var overvejende sandsynligt, at tilskadekomne havde fået kronisk depression som følge af de arbejdsmæssige belastninger, som hun havde været udsat for som afdelingsleder. Begrundelsen var, at belastningen i form af samarbejdsvanskeligheder og oplevelsen af at blive chikaneret af skolelederen ikke kunne anses for at have været belastende i en sådan grad og på en sådan måde, at det måtte anses for at have forårsaget en arbejdsbetinget psykisk sygdom.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse uden for fortegnelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var ny medicinsk erfaring for en sammenhæng mellem arbejdet som leder af en skolefritidsordning og en børnehave under de oplyste forhold, og udviklingen af en psykisk sygdom, der kunne anerkendes som en erhvervssygdom.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at de forhold tilskadekomne var udsat for på arbejdet, ikke var ekstraordinært belastende. Der var således ikke dokumentation for en sammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger og udviklingen af en psykisk sygdom.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3, j.nr. 1009303-06

En 18-årig kvindelig slagterlærling oplevede i læretiden et psykisk belastende arbejdsmiljø med mobning udøvet af flere af de andre lærlinge på slagteriet. Tilskadekomne har oplyst, at hun blev kaldt øgenavne og blev truet med "at få smadret knoglerne", ligesom der blev kastet ben efter hende. Tilskadekomne klagede til sin mester, som imidlertid ikke fik sat en stopper for chikanerierne. Tilskadekomne fik at vide, at hun var en stikker, da hun gik til ledelsen. Hun oplevede, at der blev lagt tøris i hendes stålhandsker, så hun brændte fingrene, ligesom hendes knive blev ødelagte.

Arbejdsgiveren havde oplyst, at tilskadekomnes mester var bekendt med, at tilskadekomne blev drillet, og der blev afholdt møde med kollegerne for at stoppe drillerierne. På mødet blev det gjort klart, at mobning ikke ville blive tolereret og ville medføre bortvisning.

Tilskadekomne udviklede ifølge psykiatrisk speciallægeerklæring depression med søvnløshed, håbløshed og selvmordsimpulser. I erklæringen var under diagnose anført forbigående belastningstilstand med depressive symptomer af moderat til svær grad.

I Arbejdsskadestyrelsen blev sagen forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, hvor et flertal indstillede til afvisning med den begrundelse, at det ikke var overvejende sandsynligt, at tilskadekomnes depression var forårsaget af arbejdet på slagteriet. Der blev lagt vægt på, at tilskadekomne ikke havde været udsat for belastninger i en sådan grad og på en sådan måde, at det kunne anses for at have forårsaget en arbejdsbetinget psykisk sygdom. Et mindretal vurderede, at der var tale om et grovere tilfælde af personforfølgelse, der ville kunne medføre udvikling af psykisk sygdom.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse uden for fortegnelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var ny medicinsk erfaring for en sammenhæng mellem arbejdet som slagterlærling under de oplyste forhold og udviklingen af en psykisk sygdom, der ville kunne anerkendes som en erhvervssygdom.

Ankestyrelsen vurderede, at de forhold, tilskadekomne havde været udsat for på arbejdet, var psykisk belastende, men der var ikke tilstrækkelig dokumentation for en sammenhæng mellem arbejdets særlige art og udviklingen af en psykisk sygdom. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at tilskadekomnes psykiske symptomer var af forbigående karakter.