Ankestyrelsens principafgørelse A-38-06

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 13, stk. 1 og § 13, stk. 4, nr. 4

En kvinde, der var samlevende enlig forsørger og deltidsansat fik sit tredje barn den 13. januar 2005. Hun modtog løn under barsel indtil den 30. juni 2005. Hun søgte den 18. august 2005 om supplerende kontanthjælp og oplyste i den forbindelse, at hun vendte tilbage til arbejdet, når barselorloven var slut omkring den 10. marts 2006.

Kommunen bevilgede i brev af 9. september 2005 supplerende kontanthjælp indtil 17. november 2005, hvor dagpengeafdelingen havde oplyst, at hendes barselorlov stoppede.

I november 2005 gjorde hun opmærksom på, at hun ønskede sine resterende dagpenge udstrakt, og at hun havde indgået aftale med sin arbejdsgiver om forlænget orlov.

Kommunen gav i december 2005 afslag på forlængelse af kontanthjælpen under henvisning til, at hun selv havde valgt at forlænge barselperioden og ikke at have en lønindtægt fra den 17. november 2005.

Kommunen bevilgede senere kontanthjælpen med tilbagebetalingspligt under henvisning til aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 2, om uforsvarlig økonomi.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at hun var berettiget til kontanthjælp i den resterende del af barselorloven, og at kontanthjælpen ikke skulle tilbagebetales.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvindens indtægtsnedgang den 17. november 2005 samt den omstændighed, at hun ikke på det tidspunkt kunne ændre den valgte orlovslængde og dermed genoptage sit arbejde, var en social begivenhed. Hun var derfor berettiget til kontanthjælp i det omfang, hun ikke kunne finde midlertidigt arbejde, og hun skulle stå til rådighed i perioden. Nævnet fandt det tvivlsomt, om manglende opsparing af dagpenge og undladelse af at sætte sig ind i reglerne kunne falde ind under begrebet uforsvarlig økonomi. Nævnet fandt endvidere, at kommunen burde have orienteret hende om hendes stilling under den forlængede orlov, og fandt ikke at betingelserne for tilbagebetaling var opfyldt.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for tilbagebetaling af kontanthjælp i forbindelse med forlænget barselorlov.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke opfyldte betingelserne i aktivlovens § 13 om udnyttelse af arbejdsmuligheder og derfor ikke havde ret til kontanthjælp.

Hun skulle dog ikke tilbagebetale hjælpen, da hun havde modtaget den i god tro.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen henviste i afgørelsen til, at en kvinde efter § 7 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. kunne holde barselorlov i op til 60 uger efter barnets fødsel.

Efter § 13, stk. 1 og 2, i dagpengeloven havde hun 14 uger efter fødslen og derefter sammen med faderen ret til dagpenge i 32 uger indtil barnet var 46 uger.

Selvom hun således kunne have ret til orlov i op til 60 uger efter fødslen havde hun alene ret til dagpenge svarende til 46 uger efter fødslen.

Ankestyrelsen fandt, at hun den 17. november 2005, hvor hendes ret til dagpenge ophørte, og hun var uden arbejdsindtægt, opfyldte den generelle betingelse for at modtage kontanthjælp i aktivlovens § 11, stk. 2, om ændringer i forholdene, som bevirkede, at hun ikke længere kunne forsørge sig selv.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at hun opfyldte betingelsen i aktivlovens § 13 om aktivt at udnytte sine arbejdsmuligheder og stå til rådighed.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun havde indgået aftale med arbejdsgiveren om forlænget orlov uden derved at have et forsørgelsesgrundlag.

Hun havde herved fraskrevet sig muligheden for at arbejde og havde klart tilkendegivet, at hun ikke agtede at stå til rådighed.

I den forbindelse lagde Ankestyrelsen endvidere vægt på, at det alene var de første 46 uger efter fødslen, at en kvinde på barselorlov var fritaget for at stå til rådighed.

Betingelserne i aktivlovens § 13, stk. 4, nr. 4, var således ikke opfyldt, og kvinden havde ikke ret til kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det ændrede herpå, at kommunen ved hendes henvendelse i august 2005 ikke vejledte hende om hendes fremtidige forsørgelsesmuligheder.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at hun ikke selv havde søgt vejledning, og at hun først i november måned reagerede på kommunens bevilling fra september måned om kontanthjælp til den 17. november 2005, hvoraf det ligeledes fremgik, at hendes orlov udløb samme dato.

Ankestyrelsen fandt i øvrigt ikke, at kommunen, hvis ansøger havde været berettiget til hjælp, ville have haft hjemmel til at udbetale kontanthjælp mod tilbagebetaling efter aktivlovens § 93, stk. 1, nr. 1, idet det forhold, at ansøger havde valgt at udnytte sin ret til at holde forlænget barselorlov, ikke kunne sidestilles med uforsvarlig økonomi. Ankestyrelsen henviste til SM A-27-01.