Ankestyrelsen traf afgørelse om, at ansøgeren havde ret til at få opsat sin folkepension.
Ifølge lov om social pension, § 15 a, kunne personer, der opfyldte betingelserne i lovens kapitel 1 for ret til folkepension, opsætte udbetalingen af folkepension til et tidspunkt, der lå efter det fyldte 65. år.
Da ansøgeren opfyldte betingelserne for dansk folkepension, havde han således også ret til at få opsat pensionen.
Denne ret kunne ikke begrænses ved bekendtgørelse.
§ 5 i bekendtgørelsen om opsat pension, som Den Sociale Sikringsstyrelse henviste til, henviste til opgørelsen af beskæftigelsens omfang, jf. lov om social pension, §§ 15 d - 15 f.
Ankestyrelsen var enig med ansøgeren i, at han var omfattet af Wienerkonventionen, således at såvel hans bolig som hans arbejdssted, var at regne for dansk grund. Wienerkonventionen indebar også, at han således havde samme forpligtelser og samme rettigheder, som herboende danske statsborgere.
Ankestyrelsen ændrede således Den Sociale Sikringsstyrelses afgørelse.