Ankestyrelsens principafgørelse U-19-06

01-01-2006
Arbejdsskadeloven Anmeldelsesfrist Behandlingsudgift Dispensation Gældende Arbejdsskade

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at retten til betaling af udgifter til behandling var at anse som ret til erstatning og dermed omfattet af forhold 4 i dispensationsbetingelserne, som de var beskrevet i SM U-24-01.

Som forhold 4 i dispensationsbetingelserne var anført, at ménet eller erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden skulle have et sådant omfang, at der var grundlag for, at den kunne begrunde tildeling af godtgørelse eller erstatning. Dette var en videreførelse af ulykkesforsikringslovens dispensationsbetingelse om, at erhvervsforringelsen som følge af ulykkestilfældet var af et sådan omfang, at den kunne begrunde tildeling af invaliditetserstatning.

Ankestyrelsen lagde i den konkrete sag vægt på, at arbejdsskadelovens ydelser udover mén og erhvervsevnetab, også omfattede udgifter til sygebehandling m.v. Ankestyrelsen fandt derfor, at dispensationsadgangen også gjaldt, når der var ret til erstatning i form af behandlingsudgifter.

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 36

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at dispensere fra lovens 1- års anmeldelsesfrist med henvisning til, at tilskadekomne som følge af et ulykkestilfælde under arbejdet havde haft udgifter til behandling hos kiropraktor.

Sagen angik en social- og sundhedshjælperelev, der under personhåndtering fik et vrid i ryggen.

Kvinden fortsatte sit arbejde de næste dage, men fik tiltagende rygsmerter. Hun opsøgte læge, der henviste hende til kiropraktor. Kiropraktoren oplyste i brev kort efter skaden, at kvinden på daværende tidspunkt havde modtaget 3 behandlinger, og at smerterne var aftaget betydeligt. Behandlingen forsatte et år frem.

Det vurderedes, at der var helbredende effekt af den givne behandling.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at forhold 4 i dispensationsbetingelserne ikke var opfyldt, idet Arbejdsskadestyrelsen ikke fandt, at tilskadekomne havde en varigt mén.

Der blev truffet afgørelse efter dagældende lov om sikring mod følger af arbejdsskade jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000, § 20 (nu lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006, § 36).

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang udgifter til behandling, jf. dagældende lovs § 30, stk. 1, (nugældende lovs § 15) var omfattet af forhold 4 i dispensationsbetingelserne i forbindelse med anmeldelse senere end lovens 1-års frist.

Ankestyrelsen fandt, at tilfældet var omfattet af loven.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at dækningen af udgifter til behandling efter arbejdsskadesikringsloven skulle anses som en erstatning. Der henvistes i den forbindelse til dagældende lovs § 26 (nugældende lovs § 12). Den dispensationsadgang, der var kommet ind i ulykkeforsikringsloven ved ret til invaliditetserstatning, fandt Ankestyrelsen herefter også gjaldt, når der var ret til erstatning i form af behandlingsudgifter.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og hjemviste sagen til Arbejdsskadestyrelsen på stillingtagen til størrelsen af de erstatningsberettigede følger af ulykkestilfældet.

Dato for underskrift

01.12.2006

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 20 § 26 § 36 § 12 § 15 § 30

Journalnummer

1010927-06