Ankestyrelsens principafgørelse D-4-06

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 5, stk. 2 og § 9, stk. 7

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 47, stk. 2 og § 7

Ankestyrelsens vejledning nr. 185 af 18. september 1998 om syge- og barselsdagpenge - pkt. 56

Lønmodtageren blev sygemeldt den 22. oktober 2004 på grund af følger efter piskesmældsskade. Arbejdsgiveren havde fået udbetalt dagpengerefusion efter udløb af 2-ugersperioden. Lønmodtageren genoptog efterfølgende arbejdet delvist.

Kommunen raskmeldte lønmodtageren med sidste sygedag den 6. februar 2005 med den begrundelse, at hun ifølge opgørelse over genoptaget arbejdstid havde arbejdet 37 timer i uge 6 (fra den 7. februar til den 13. februar 2005). Da lønmodtageren således havde arbejdet på fuld tid i uge 6, havde arbejdsgiveren ikke ret til refusion for hendes delvise fravær.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at nævnet ikke var enig med kommunen i, at lønmodtageren i uge 6 havde genoptaget arbejdet i et sådant omfang, at sygefraværet var mindre end 4 timer. Efter opgørelse af aftalt timetal og faktisk udført arbejde fremgik at lønmodtageren i uge 6 arbejdede 37 timer. Det aftalte timetal i uge 6 var 48 timer. Nævnet fandt derfor, at der forelå fravær med mere end 4 timer.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Kommunen havde bl.a. bemærket, at der ikke var tale om fast turnus i denne sag, idet der på intet tidspunkt var perioder, der kunne siges at passe sammen og starte forfra.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for ret til nedsatte dagpenge til en lønmodtager, der arbejdede i fast arbejdsturnus, hvor arbejdstiden i enkelte uger i turnusperioden oversteg den normale overenskomstmæssige arbejdstid i timer pr. uge.

Lønmodtagerens fravær på grund af sygdom i uge 6 (fra 7. februar til 13. februar 2005), berettigede til nedsatte dagpenge, jf. dagpengelovens § 5, stk. 2 og dagpengebekendtgørelsens § 32, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at lønmodtagerens fravær i uge 6 udgjorde mere end 4 timer, jf. dagpengelovens § 5, stk. 2 og dagpengebekendtgørelsens § 32, stk. 1, og jf. dagpengelovens § 9, stk. 7 og dagpengebekendtgørelsens § 22.

Dagpenge til lønmodtagere, der arbejdede med skiftende ugentlig arbejdstid i en på forhånd fastlagt arbejdsturnus, hvor den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid for hele turnusperioden ikke oversteg 37 timer, beregnedes dagpenge i hele perioden ved at gange antallet af fraværstimer med timelønnen, dog højst timemaksimum, jf. dagpengelovens § 9, stk. 2. Der henvistes endvidere til pkt. 56 i Ankestyrelsens vejledning nr. 185 af 18. september 1998 om syge- og barselsdagpenge.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at lønmodtagerens arbejdstid for hele turnusperioden ikke oversteg det normale antal timer pr. uge, dvs arbejdsmarkedets sædvanlige fulde arbejdstid.

Ankestyrelsen lagde også vægt på, at lønmodtageren var ansat efter en rulleplan, hvorefter der over en 6-ugersperiode arbejdedes i alt 222 timer fordelt med 30 timer i uge 1, 48 timer i uge 2, 30 timer i uge 3, 36 timer i uge 4, 32 timer i uge 5 og 46 timer i uge 6, og at dette svarede til et gennemsnitligt ugentligt timetal på 37 timer.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren ifølge rulleplanen skulle have arbejdet 48 timer i uge 6, hvis hun ikke havde været delvis fraværende på grund af sygdom.

Ankestyrelsen lagde tillige vægt på, at lønmodtageren ifølge arbejdsgiveren havde arbejdet 36 timer i uge 6.

Ankestyrelsen fandt herefter, at det var de 48 timer der skulle lægges til grund ved vurderingen af, om lønmodtageren havde været fraværende i mere end 4 timer i uge 6, jf. dagpengebekendtgørelsens § 32, stk. 1.

Kommunen blev anmodet om at træffe ny afgørelse om arbejdsgiverens ret til dagpengerefusion.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.