En borger var blevet sygemeldt i juli 2004 på grund af rygsmerter, som var opstået efter en arbejdsskade i 2002.
Kommunen meddelte ved brev af 2. februar 2005 til borgeren, at kommunen mente, at det var nødvendigt, at der blev indhentet en speciallægevurdering til yderligere belysning af borgerens helbredstilstand samt som led i klarlægning af arbejdsevnen. Speciallægevurderingen skulle indhentes hos en bestemt sammenslutning af privatpraktiserende speciallæger, som foretog undersøgelser inden for forholdsvis kort tid. Kommunens brev af 2. februar 2005 var vedlagt en samtykkeerklæring til undersøgelsen, som borgeren skulle underskrive.
Kommunen kontaktede borgeren den 20. februar 2005 pr. telefon, idet samtykkeerklæringen ikke var blevet returneret til kommunen. Borgeren oplyste, at han fandt, at han var tilstrækkeligt undersøgt, og at speciallægekonsulentens vurdering ikke var afgørende. Samtidigt anførte borgeren, at han ønskede en eventuel speciallægeundersøgelse foretaget hos en læge på et bestemt sygehus, idet denne læge kendte ham.
Kommunen meddelte herefter ved brev af 10. februar 2005, at borgerens ret til dagpenge ville bortfalde, hvis han ikke ønskede at medvirke til kommunens opfølgning. Kommunen oplyste samtidigt, at samtykkeerklæringen skulle fremsendes til kommunen senest den 14. februar 2005, hvis borgeren ønskede at medvirke.
Borgeren undlod efterfølgende at sende samtykkeerklæringen til kommunen.
Kommunen meddelte herefter, at sygedagpengene ville ophøre fra og med den 21. februar 2005. Begrundelsen var, at borgeren trods flere henvendelser fra kommunen ikke havde fremsendt samtykkeerklæringen.
Borgeren klagede over afgørelsen til nævnet.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at borgeren ikke havde givet samtykke til indhentelse af speciallægeerklæring til brug for kommunens opfølgning efter dagpengelovens § 24, stk. 1, og at borgeren var blevet orienteret om konsekvensen ved manglende samtykke ved brev af 10. februar 2005.
Nævnet fandt samtidigt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det var nødvendigt, at indhente en speciallægeerklæring for yderligere belysning af borgerens helbredssituation som led i kommunens opfølgning. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere kommunens brug af privatpraktiserende speciallæger gennem en bestemt sammenslutning.
Borgerens forbund klagede over nævnets afgørelse. I klagen var det anført, at borgeren havde tilkendegivet positivt overfor kommunen, at han ønskede at medvirke til opfølgningen af sagen, og at han ikke havde modsat sig speciallægeundersøgelsen, men at han havde anmodet om, at undersøgelsen blev foretaget af en anden speciallæge, som var etableret inden for det offentlige sundhedssystem. Det var således forbundets vurdering, at det forhold, at borgeren ikke havde underskrevet samtykkeerklæringen, ikke kunne sidestilles med, at han havde nægtet at medvirke til kommunens opfølgning.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis om bortfald af dagpenge på grund af manglende medvirken til undersøgelse hos privatpraktiserende speciallæge i forbindelse med kommunens opfølgning efter dagpengelovens § 24, stk. 1.
