Ankestyrelsens principafgørelse S-3-06

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 858 af 8. august 2006 - § 2, stk. 4

Lov om offentlig sygesikring - lovbekendtgørelse nr. 509 af 1. juli 1998 - § 24

En kvinde ansøgte om befordringsgodtgørelse efter sygesikringsloven § 17 for transportudgifter mellem hendes hjem og en speciallægepraksis.

Kommunen og nævnet meddelte kvinden afslag på ansøgningen.

I klagevejledningen til afgørelsen anførte nævnet, at Ankestyrelsen kunne optage en sag til behandling, hvis styrelsen fandt, at sagen havde principiel eller generel betydning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af Ankestyrelsens kompetence i sager om befordringsgodtgørelse efter sygesikringsloven.

Ankestyrelsen var kompetent til at behandle klagen over nævnets afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at retssikkerhedslovens kapitel 10 gjaldt, når de sociale nævn behandlede sager efter lov om offentlig sygesikring, jf. retssikkerhedsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 1.

Dette betød, at der for sager om befordringsgodtgørelse efter sygesikringslovens § 17 gjaldt de samme klageregler, som generelt på det sociale område, hvilket ville sige, at afgørelser, der blev truffet af kommunerne kunne påklages til de sociale nævn, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.

Nævnenes afgørelser kunne ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Ankestyrelsen kunne dog på baggrund af en klage optage en sag til behandling, når Ankestyrelsen skønnede, at sagen havde principiel eller generel betydning, jf. retssikkerhedslovens § 63.

Ankestyrelsen var i øvrigt enig med nævnet og kommunen i, at kvinden ikke havde ret til befordringsgodtgørelsen.