Ankestyrelsens principafgørelse D-17-06

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 8, stk. 1, nr. 1 og § 8, stk. 1, nr. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 21, stk. 1, nr. 1 og § 21, stk. 1, nr. 2

Sikrede fik problemer med ryggen i juli 2003. I tilslutning hertil udviklede han symptomer på depression og blev derfor henvist til en speciallæge i psykiatri. Speciallægen tilrådede fra behandlingens start i januar 2004 behandling med antidepressiv medicin, hvilket sikrede ikke var interesseret i. Da han i september 2004 påbegyndte medicinsk behandling, skete der hurtigt fremgang.

Sikrede udeblev fra konsultationer den 16. november og den 13. december 2004. Sikrede oplyste senere, at den første udeblivelse skyldtes befordringsproblemer, og at det ikke havde været muligt at komme igennem til speciallægen pr. telefon. Der var ingen rimelig begrundelse for udeblivelsen den 13. december 2004.

Sikredes læge oplyste i begyndelsen af marts 2005 til kommunen, at der løbende havde været kontakt til sikrede, både vedrørende de psykiske og de fysiske problemer. Lægen mente, at det hovedsageligt havde været transportproblemer, der havde været skyld i udeblivelserne. Sikrede fik stadig antidepressiv medicin og var igen blevet henvist til psykiateren.

Kommunen vurderede, at den svingende deltagelse i behandlingsforløbet ikke kunne henføres til sikredes depression. Kommunen traf derfor den 15. marts 2005 afgørelse om at standse dagpengene fra den 20. marts 2005 på grund af forhalelse af helbredelsen, jf. dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 2.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at udeblivelsen fra behandlingsforløbet ikke kunne sidestilles med en forhalelse af helbredelsen, men derimod var omfattet af bestemmelsen i dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1, hvorefter dagpengene bortfalder, så længe den sikrede mod lægens opfordring hertil nægter at lade sig indlægge på sygehus eller deltage i lægelig behandling.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at sikrede på tidspunktet for kommunens afgørelse igen var i behandling hos speciallægen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse praksis for anvendelse af dagpengelovens § 8, stk. 1, i tilfælde, hvor sikrede ikke tilstrækkeligt fulgte den nødvendige lægebehandling.

Kommunen havde ikke ret til at standse dagpengene fra den 20. marts 2005 på grund af forhalelse af helbredelsen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det ikke generelt kunne fastslås, om utilstrækkelig efterlevelse af lægens anvisninger skulle behandles efter dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 1 eller 2. Afgørelsen måtte bero på en konkret vurdering.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der indtil den 1. januar 1999 ikke var forskel på retsvirkningerne af, om den sikredes adfærd blev henført til § 8, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2. Dagpengene bortfaldt i begge tilfælde for resten af sygeperioden.

Bestemmelsen i § 8, stk. 1, nr. 1, blev ændret ved lov nr. 1038 af 23. december 1998, således at dagpengene alene bortfaldt, så længe den sikrede ikke fulgte de givne anvisninger. Ankestyrelsen fandt derfor, at behandling af sager om nægtelse af at deltage i lægelig behandling måtte tage udgangspunkt i lovens § 8, stk. 1, nr. 1.

I den konkrete sag var der ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at henføre tilfældet til den strengere bestemmelse i dagpengelovens § 8, stk. 1, nr. 2, da sikrede havde genoptaget behandlingen hos speciallægen på det tidspunkt, hvor kommunen traf afgørelse om at standse dagpengene.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse.