Ankestyrelsens principafgørelse C-35-07

01-01-2007
Serviceloven Flytning Flytning uden samtykke Magtanvendelse Pårørende Værge Gældende Kommunal

Resume:

Betingelserne for flytning af en kvinde med en svær hjerneskade fra et botilbud til et andet bestemt botilbud var ikke opfyldt, idet det ikke var absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp.

Ægtefællen var flyttet til en anden by og havde søgt om, at hustruen kunne blive flyttet til et særligt botilbud i nærheden af den nye bopæl, hvor de mindreårige børn også boede.

Ankestyrelsen vurderede, at kommunalbestyrelsen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, selv om pågældendes ægtefælle, som var værge, havde tiltrådt flytningen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at magtanvendelsesreglen skulle være opfyldt ved optagelse i et særligt botilbud eller ved flytning til et andet særligt botilbud. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at kvinden havde en svær hjerneskade, men der var ikke tale om fremadskridende demens.

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-09-2010

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 129, stk. 1 og § 129, stk. 2

Sagen drejede sig om en 42 årig kvinde, der efter et selvmordsforsøg pådrog sig en svær hjerneskade. Efter ophold på sygehuse samt på et genoptræningscenter for hjerneskadede blev kvindens tilstand i 2002 erklæret stationær. Kvinden fik herefter selvstændig bolig i et botilbud.

Det fremgik af beskrivelse af boligerne, at det var et botilbud for voksne senhjerneskadede samt fysisk handicappede, og at der altid var personale i huset. Boligerne blev udlejet via boligforeningen efter lejelovens bestemmelser.

Ægtefælle og værge søgte om, at få hustruen flyttet til en anden kommune, hvor han og de fælles børn havde fået bolig.

I referat af dialogmøde den 1. marts 2007 fra boligerne i botilbuddet, fremgik det blandt andet, at kvinden havde behov for pleje hele døgnet, og at personalet skiftede i løbet af døgnet. Derfor var alle informeret om baggrunden for handlingen og måden at udføre opgaven på.

Det sociale nævn hjemviste den 21. marts 2007 sagen til kommunen med henblik på en vurdering efter bestemmelserne om flytteret og en "korrekt" vurdering efter bestemmelserne om magtanvendelse.

Kommune gav afslag på at udfærdige indstilling om optagelse i særligt botilbud uden samtykke.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden kunne modtage den nødvendige hjælp i det nuværende botilbud.

Værgen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at sagen rejste nogle væsentlige juridiske problemstillinger, og at sagen rummede særdeles alvorlige menneskelige dilemmaer.

Ankestyrelsen vurderede, at betingelserne for at kommunalbestyrelsen kunne indstille, at kvinden skulle optages i et bestemt botilbud, ikke var opfyldt.

Ankestyrelsen vurderede desuden, at kommunalbestyrelsen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om at optage kvinden i et bestemt botilbud, selvom værgen havde tiltrådt en flytning.

Årsagen var, at flytning til et særligt botilbud ikke kunne anses for at være absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp, da hjælpen kunne gennemføres i den nuværende bolig tilknyttet botilbuddet.

Årsagen var desuden, at Ankestyrelsen vurderede, at kvindens psykiske funktionsnedsættelse var en konsekvens af den hjerneskade, hun pådrog sig i 1999, men at den mentale svækkelse ikke var fremadskridende.

Ankestyrelsen henviste til, at der ikke forelå oplysninger om, at kvinden havde behov, der ikke kunne dækkes af det nuværende botilbud.

Ankestyrelsen henviste endvidere til, at kvinden havde ophold i egen bolig tilknyttet et botilbud, hvor der var ansat personale døgnet rundt, der kunne yde kvinden hjælp og varetage den fornødne overvågning.

Ankestyrelsen lagde til grund, at betingelserne om magtanvendelse ved optagelse i et særligt botilbud uden samtykke skulle være opfyldt ved optagelse i et særligt botilbud, eller ved flytning til et andet særligt botilbud.

Ankestyrelsen havde endvidere lagt til grund, at kvinden manglede evnen til at give informeret samtykke til flytning.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Dato for underskrift

28.11.2007

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 129

Journalnummer 

3600007-07