Ankestyrelsens principafgørelse U-6-07

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 32, stk. 1 og § 32, stk. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1. (J.nr. 1010592-06)

Sikrede kom til skade i januar 2003. Sikrede stod på en stige, som skred. Sikrede faldt herved ned på ryg og haleben. Sikrede var opsagt på skadestidspunktet og gik ledig indtil januar 2004. I perioden fra januar 2004 til februar 2005 arbejdede sikrede som bygningskonstruktør. Sikrede blev tilkendt en godtgørelse for varigt mén på 12 procent. Arbejdsskadestyrelsen meddelte afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, idet sikrede var i nyt arbejde uden lønnedgang. I marts 2005 blev sikrede på ny ledig, og i december 2005 overgik sikrede til efterløn. Arbejdsskadestyrelsen tilkendte sikrede en erstatning for tab af erhvervsevne på 25 procent.

Sikrede havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 35 procent. Ankestyrelsen forhøjede derfor procenten fra 25 til 35 procent.

Sikredes overgang til efterløn i december 2005 skyldtes delvis arbejdsskadens følger.

Følgerne af skaden svarede til middelsvære daglige rygsmerter, med ustrålende bensmerter og med let bevægeindskrænkning. Ved den objektive undersøgelse blev konstateret daglige rygsmerter med udstråling til højre ben og let nedsat bevægelighed, idet der var beskrevet en finger-gulv-afstand på 15 cm. Der var endvidere beskrevet føleforstyrrelser svarende til højre lår og fod.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede havde et skånebehov i forhold til fysisk belastende arbejde med tunge løft og i forhold til arbejde i foroverbøjede stillinger. Ankestyrelsen fandt, at sikrede ikke havde mulighed for at genoptage sit tidligere erhverv som tømrer.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på sikredes alder, evner og udannelsesmæssige forhold, herunder at arbejdsgiver havde bekræftet, at sikredes midlertidige erhvervsskift til konstruktør havde været for krævende i forhold til sikredes uddannelse. Sikrede havde således ikke mulighed for at oppebære en løn svarende til den, sikrede havde før skaden.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at erhvervsevnen var begrænset i mindre fysisk belastende erhverv og fandt således ikke, at der var tilstrækkelig dokumentation for et erhvervsevnetab på mere end 35 procent.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2. (J.nr. 1007753-06)

Sikrede var i december 1999 som 55-årig udsat for en ulykke. Sikrede blev tilkendt 15% i godtgørelse for varigt mén. Sikrede havde middelsvære, daglige rygsmerter efter lændehvirvelbrud med nogen udstråling, bensmerter og stivhed i ryggen af middelsvær karakter.

Sikrede var sygemeldt i ca. et år efter skaden. Herefter arbejdede sikrede én time om dagen og kom efterhånden op på fuldtidsarbejde i løbet af 2001. I december 2002 blev sikrede opsagt fra sit arbejde. Sikrede havde i efterfølgende perioder været ledig og varetaget forskellige stillinger, men blev i 2003 igen sygemeldt på grund af smerter.

Sikrede var i arbejdsprøvning, hvor der blev taget hensyn til pågældendes helbred, og man måtte konstatere, at sikrede ikke kunne arbejde på fuld tid.

Sikredes arbejdsgiver havde oplyst, at sikrede inden skade ikke havde haft konkrete planer om at gå på efterløn. På grund af arbejdsskaden valgt sikrede at gå på efterløn i en alder af 60 år.

Sikrede havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne på skønsmæssigt 40 procent.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på sikredes alder og hidtidige erhvervserfaring sammenholdt med de lægelige oplysninger i sagen om skadens art og omfang. Ud fra omfanget af skaden i ryggen var sikrede begrænset i at påtage sig arbejde, hvor ryggen blev belastet. Ankestyrelsen havde således vurderet, at sikrede havde et betydeligt skånebehov for rygbelastende funktioner.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt til grund, at sikrede havde smerter i hofterne, sammenfald i brystryggen samt hovedpine. Ankestyrelsen vurderede, at disse gener ikke kunne tilskrives arbejdsskaden.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3. (J.nr. 1206627-06)

Sikrede havde siden 1990 arbejdet som halinspektør. Arbejdsopgaverne var varierede, herunder ansvaret for den daglige drift i svømmehallen i form af vandprøver, tilsyn med det tekniske anlæg og småreparationer, rengøring i samarbejde med rengøringsassistenter og mindre administrative opgaver.

Ved en arbejdsskade i januar 2004 fik sikrede et kraftigt vrid i højre skulder.

Arbejdsskadestyrelsen fastsatte ved afgørelse af 30. marts 2005 godtgørelse for varigt mén til 8 procent for forandringer i skulderleddets rotatorsener med daglige, belastningsudøste smerter og let nedsat bevægelighed.

Efter arbejdsskaden genoptog sikrede arbejdet i februar 2004. Ifølge sikrede selv med skånehensyn, men ifølge arbejdsgiveren uden skånehensyn.

Sikrede ophørte med sit arbejde i april 2004.

Sikrede havde ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede havde belastningsudløste smerter og let nedsat bevægelighed i sin ene skulder, som efter Ankestyrelsens vurdering medførte skånehensyn over for skulderbelastende arbejde, der indebar løft af armen over skulderhøjde. Sikredes funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsskaden kunne ikke begrunde et tab af erhvervsevne på 15 procent eller derover i hans tidligere arbejde som halinspektør, der indebar varierede arbejdsopgaver.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sikrede ophørte med sit arbejde og overgik til efterløn inden hans helbredstilstand var afklaret efter arbejdsskaden.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4. (J.nr. 1210285-06)

Sikrede kom til skade i februar 2006, hvor sikrede faldt på gulvet og pådrog sig et brud i venstre håndled. I april 2006 overgik sikrede til efterløn. I maj 2006 gav Arbejdsskadestyrelsen sikrede afslag på godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Sikrede havde ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne

Sikredes arbejdsophør og overgang til efterløn skyldtes andre årsager end arbejdsskadens følger.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om skadens begrænsede følger i relation til sikredes arbejde som farmakonom, og at sikrede gik på efterløn i april 2006, knapt 2 måneder efter skaden, og før følgerne af arbejdsskaden kunne anses at være stationære.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.