Sagen drejede sig om en kvinde, der var 30 år og led af lidelsen Ehlers-Danlos Syndrom. Hun var i arbejde i fleksjob 29 1/2 time ugentligt. Ansøger var bevilliget støtte efter serviceloven til køb af bil og anvendte kørestol i et vist omfang.
Der blev søgt om dækning af udgifter til forsikring af invalidebil, kørsel til fysioterapeut, bandagist, tandlæge, læge, ekstra forsikring ved Danmark samt specialfysioterapi hos fysioterapeut uden ydernummer.
Kommunen gav afslag med begrundelsen, at ansøger ikke var omfattet af persongruppen. Kommunen lagde vægt på, at ansøger selv i vid udstrækning kunne varetage den personlige pleje, deltage i indkøb og i et vist omfang deltage i opgaver, hvor hun kunne sidde ned. Kommunen lagde desuden vægt på, at der ikke var iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger udover kørestol, fleksjob og støtte til køb af bil. Kommunen vurderede, at ansøgers lidelse var langvarig.
Det sociale nævn var enig med kommunen i, at ansøger ikke var omfattet af målgruppen. Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger havde en langvarig lidelse, men at konsekvenserne af lidelsen ikke var af indgribende karakter i den daglige tilværelse og ikke medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. Nævnet lagde vægt på de samme forhold som kommunen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en person med Ehlers-Danlos Syndrom, som samtidig var tilkendt støtte til bil og fleksjob, var omfattet af personkredsen, der kunne få hjælp til nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år.
