Ankestyrelsens principafgørelse M-7-07

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 199 af 2. marts 2007 - § 15

Ansøger, der var folkepensionist, søgte den 1. oktober 2006 kommunen om boligydelse. Hun havde siden 1989 været ejer af ejendommen, som hun nu havde solgt til sin søn. Hun blev boende som lejer.

Boligen var på 95 kvadratmeter. Den årlige husleje som lejer var på ansøgningstidspunktet kr. 63.600 uden varme.

Af de økonomiske oplysninger fremgik, at ansøger pr. måned før 1. oktober 2006 havde indtægter på kr. 6.941 og faste udgifter på kr. 3.998. Det månedlige rådighedsbeløb var herefter kr. 2.943.

Af en beregning af de økonomiske forhold efter 1. oktober 2006 fremgik, at de månedlige indtægter var kr. 6.941 og de månedlige faste udgifter var kr. 6.795. Det månedlige rådighedsbeløb var herefter kr.146. Huslejen var medtaget med et beløb, hvor en beregnet boligydelse på kr. 1.861 var fratrukket.

Rente- og formueforhold efter 1. oktober 2006 var ikke undersøgt.

Kommunen fandt, at ansøger ikke var berettiget til at modtage boligstøtte. Kommunen henviste til reglen i boligstøttelovens § 15. Kommunen havde i sagen lagt vægt på, at der var nær tilknytning mellem udlejer og lejer, og at ansøger økonomisk kunne være fortsat som ejer.

Ansøger klagede over afgørelsen. Hun anførte, at hun var vred over, at være blevet beskyldt for at sælge huset for at få boligstøtte. Salget var af helt andre grunde. Hun havde haft Parkinsons sygdom i flere år og kunne ikke klare vedligeholdelse af huset og andre ting mere. Huset var gældfrit.

Ansøgers søn havde oplyst, at han havde købt moderens ejendom, fordi han manglede bl.a. parkeringsplads i forbindelse med sin autovirksomhed, og ved udvidelse af P-plads var det bedst at købe moderens ejendom. Hun ville ikke have P-plads i sin have, og hun kunne heller ikke holde haven i forvejen. De var derfor blevet enige om, at sønnen skulle købe huset, som havde været hans hensigt i mange år, og dermed overtage vicevært funktionen. Han ejede i forvejen naboejendommen, så det faldt meget naturligt at købe moderens ejendom

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger blev boende i sin tidligere ejerbolig som lejer og det nære forhold mellem hende og udlejer, samt at den fastsatte husleje forekom særlig høj, når der blev henset til, at der var tale om en bolig, der ifølge bynings- og boligregistret (BBR) var opført i 1954, og hvor der ikke var foretaget moderniseringer siden 1976, hvor køkkenet blev moderniseret.

Nævnet lagde også vægt på, at ansøger efter fradrag af boligydelse på 1.861 kr. (fiktivt beregnet) alene ville have et rådighedsbeløb på 146 kr., når de faste udgifter var betalt, sammenholdt med, at hun forud for salget af sin ejerbolig til sønnen, havde et månedligt rådighedsbeløb på knapt 3.000 kr. efter at have afholdt de faste udgifter.

Nævnet vurderede på dette grundlag, at det var sandsynliggjort, at lejeaftalen var tilrettelagt med særlig henblik på opnåelse af boligstøtte.

Nævnet havde været opmærksom på, at ansøger havde oplyst, at hun på grund af sygdom ikke kunne klare vedligeholdelse af huset samt andre ting mere. Dette forhold, fandt nævnet imidlertid ikke, kunne begrunde, at hun var berettiget til boligydelse - hverken helt eller delvist - som lejer til den bolig, hun hidtil havde været ejer af.

Nævnet henviste til Principafgørelse M-1-04.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at sønnen måtte købe moderens ejendom for fortsat at kunne drive virksomhed fra naboejendommen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på yderligere belysning af anvendelsen af halvdelsreglen, herunder kommunens forpligtelse til at vurdere, om der var grundlag for at yde boligstøtte med et nedsat beløb.

Ankestyrelsen fandt, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne træffes afgørelse om ansøgers boligstøtte.

Det betød, at sagen blev hjemvist til kommunen med henblik på at indhente yderligere oplysninger og træffe ny afgørelse.

Det fremgår af boligstøttelovens bestemmelse om særlig høj leje i forhold til indkomsten, at overstiger lejen halvdelen af husstandsindkomsten, skal kommunalbestyrelsen efter en samlet vurdering af husstandsmedlemmernes økonomiske og personlige forhold bestemme, om boligstøtte kan ydes. Det samme gælder, hvis særlige forhold, f.eks. i forbindelse med ansøgerens afståelse af sin hidtidige bolig og leje af den lejlighed, hvortil boligstøtten søges sandsynliggør, at lejeaftalen er tilrettelagt med særligt henblik på opnåelse af boligstøtte. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at boligstøtte ydes med et nedsat beløb.

Det fremgår af Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte, pkt. 98, at bestemmelsens 2. pkt., tager sigte på den situation, hvor lejen ikke overstiger halvdelen af husstandsindkomsten, men dog forekommer særlig høj, og der foreligger særlige forhold i forbindelse med lejeaftalens indgåelse, der tyder på, at aftalen tilsigter opnåelse af boligstøtte som et primært formål.

Endvidere at det er en betingelse for at bringe bestemmelsens 2. pkt., i anvendelse, at lejen forekommer særlig høj. Boligtageren vil efter omstændighederne være omfattet, når boligstøtte søges efter afhændelse af en ejerbolig, og ansøgeren bliver boende i samme bolig som lejer, og der i øvrigt er nær forbindelse mellem lejer og udlejer.

Ombudsmanden har i FOB 1994. 323 udtalt, at bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor fuld boligstøtte afslås efter bestemmelsens 1. og 2. pkt. har pligt til at vurdere, om der - i stedet kan ydes delvis støtte.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen ikke havde taget stilling til betingelsen for at bringe bestemmelsen 2. pkt. i anvendelse, om at lejen skulle forekomme særlig høj.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at ansøger kunne være blevet boende, men altså havde besluttet at sælge indicerede, at lejeaftalen var tilrettelagt med særligt henblik på opnåelse af boligstøtte.

Kommunen havde endvidere heller ikke taget stilling til, om ansøger kunne ydes delvis støtte.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen endvidere vægt på, at sagen i nævnet var utilstrækkeligt oplyst med henblik på at tage stilling til, om lejen forekom særlig høj. Ankestyrelsen fandt ikke at nævnets henvisning til, at huset var fra 1954, og at der ikke var sket moderniseringer siden 1976, hvor køkkenet blev moderniseret, var tilstrækkeligt til at afgøre, om lejen forekom særlig høj.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at den økonomiske begrundelse i nævnets afgørelse var utilstrækkelig. Det fremgik ikke, på hvilken måde det forhold, at ansøger før salget havde et rådighedsbeløb på 3.000 kr. og efter salget incl. et fiktiv beregnet boligydelse havde et rådighedsbeløb på 146 kr., indicerede, at det primære formål med lejeaftalen var opnåelse af boligstøtte. Nævnet havde heller ikke forholdt sig til ansøgers rente- og formueforhold efter salget.

Nævnet havde endvidere ikke taget begrundet stilling til, om ansøger ville være berettiget til delvis støtte.

Ankestyrelsen ophævede således kommunens og nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen med henblik på at træffe ny afgørelse efter at have indhentet yderligere oplysninger om, hvordan ansøgers leje var fastsat, og hvad lejen i en tilsvarende lejebolig i området ville være, forinden kommunen tog stilling til, om lejen forekom særlig høj. Kommunen skulle endvidere foretage en samlet vurdering af ansøgers økonomiske og personlige forhold, forinden der blev truffet ny afgørelse om boligstøtte.

Endelig skulle kommunen tage stilling til, om ansøger var berettiget til delvis ydelse, såfremt der ikke kunne ydes fuld boligstøtte.