En borger modtog kontanthjælp. Af kommunens seneste supplement til jobplan fremgik det, at kommunen vurderede borgeren til at være omfattet af matchkategori 3 med delvis match. Ved tidligere supplement til jobplan var borgeren vurderet til matchkategori 4 med lav grad af match.
Kommunen traf efterfølgende afgørelse om bevilling af virksomhedspraktik.
Borgeren klagede over, at han var vurderet til at høre ind under matchkategori 3 i stedet for matchkategori 4.
Nævnet afviste at behandle klagen, idet kommunens vurdering af, hvilken matchkategori borgeren var omfattet af, ikke var en afgørelse ifølge retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.
I klagen over nævnets afgørelse blev det gjort gældende, at klagen skulle betragtes som en klage over jobplanen i sin helhed og over matchkategoriseringen i særdeleshed, men at borgeren kun havde kunnet klage over matchkategoriseringen, idet han af klagevejledningen til supplement til jobplanen havde forstået, at det eneste, der kunne klages over, var matchkategoriseringen.
Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet alene havde taget stilling til, om den angivelse af borgerens samlede beskæftigelsespotentiale på en skala fra 1 til 5, som kommunen skulle foretage efter bekendtgørelsen om visitation og det individuelle kontaktforløb, i daglig tale kaldet matchkategorisering, var en afgørelse, som borgeren kunne klage over.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om indplacering i matchkategori efter § 2 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats var en afgørelse, der kunne klages over.