Ankestyrelsens principafgørelse F-2-07

01-01-2007
Forvaltningsloven Flere sager Identifikation Partshøring Speciallægeerklæring Gældende Arbejdsskade Kommunal Udbetaling Danmark

Resume:

En kommune skulle i forbindelse med partshøring, hvor parten havde flere verserende sager, oplyse, i hvilken konkret sag kommunen ville træffe afgørelse i. Dette var en forudsætning for, at parten kunne komme med relevante bemærkninger samt eventuelt yderligere materiale til sagen.

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19

En mand var sygemeldt på grund af en arbejdsskade i 11 måneder, og kommunen indhentede i forbindelse med opfølgning af sagen kopi af en speciallægeerklæring fra arbejdsskadesagen.

Kommunen vurderede på baggrund af erklæringen, at manden ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig og sendte erklæringen i partshøring.

Advokaten svarede på mandens vegne, at han ikke havde bemærkninger til erklæringen, men spurgte samtidig, hvilken sag partshøringen vedrørte, idet der verserede både en pensionssag og en dagpengesag.

Kommunen stoppede sygedagpengene og meddelte kort efter advokaten, at partshøringen vedrørte dagpengesagen.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Advokaten klagede på mandens vegne og anførte bl.a., at partshøringen ikke var sket korrekt, idet det ikke var oplyst, at den vedrørte dagpengesagen, ligesom det ikke var oplyst, at sagen ville blive afgjort alene på dette grundlag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne stilles krav om, at partshøringen udtrykkelig angav hvilken sag, der var tale om.

Kommunen havde begået sagsbehandlingsfejl ved ikke i forbindelse med partshøringen at oplyse, hvilken sag kommunen ville træffe afgørelse i.

Fejlen medførte, at afgørelsen var ugyldig.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at kendskab til, hvilken sag, der var tale om, var en forudsætning for, at parten kunne komme med relevante bemærkninger til sagen og eventuelt komme med yderligere materiale.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ophævede derfor afgørelsen.

Spørgsmålet om, hvorvidt der herefter var grundlag for at udbetale sygedagpenge, blev hjemvist til kommunen.

Dato for underskrift

27.09.2007

Offentliggørelsesdato

11.07.2013

Paragraf

§ 19

Journalnummer 

7000055-07