Ankestyrelsens principafgørelse U-9-07

01-01-2007
Arbejdsskadeloven Anerkendelse Arbejdsskade Psykisk skade Ulykke Verbale trusler Gældende Arbejdsskade

Resume:

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet 2 sager til belysning af, hvilke betingelser der skulle være opfyldt for at anerkende en psykisk skade som en ulykke efter arbejdsskadesikringsloven. Tilskadekomne blev i begge sager udsat for verbale trusler, der ikke var ledsaget af fysisk vold.

Det krævedes for at anerkende en hændelse som årsag til en psykisk skade, at hændelsen havde været ekstraordinært psykisk belastende. Der blev lagt vægt på styrken, varigheden og hændelsens karakter, herunder om, der havde været tale om livsfare, om tilskadekomne følte sig hjælpeløs og på karakteren af den eventuelle aggression, der var udvist i den konkrete situation.

I de konkrete sager, blev det ved vurderingen tillagt betydning, om den verbale trussel var generelt egnet til at fremkalde frygt. Ligesom der blev lagt vægt på de omstændigheder, hvorunder den verbale trussel blev fremsat.

Følgende momenter indgik i den skønsmæssige vurdering:

* om der var tale om en trussel eller blot en overfusning

* om truslen blev fremsat ved en direkte konfrontation mellem tilskadekomne og den, der fremsatte truslen

* om tilskadekomne og den, der fremsatte truslen, kendte hinanden

* om den, der fremsatte truslen, var kendt af tilskadekomne for at

være voldelig eller gøre alvor af sine trusler

* de fysiske omgivelser, som truslen blev fremsat i

* om tilskadekomne var alene og/eller havde mulighed for at tilkalde hjælp

* om situationen forløb kaotisk eller kontrolleret

* den tidsmæssige udstrækning af forløbet

Sag nr. 1 (j.nr. 1215396-06) Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afslag til anerkendelse af en psykisk skade. Tilskadekomne, der var S-togsbilletkontrollør, blev af en passager uden billet truet med ordene," I'll kill you some day", mens passageren pegede på tilskadekomne med hånden hævet, som var det en pistol. Passageren havde tidligere været truende og voldelig og var kendt for vold mod togrevisorer. Som sagen var beskrevet, fandt Ankestyrelsen det godtgjort, at tilskadekomne havde været udsat for en ekstraordinært psykisk belastende situation.

Sag nr. 2 ( j.nr. 1214268-06) Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse af en psykisk skade. Tilskadekomne, der var skolelærer for en 10. klasse, blev under et møde med skolens ledelse, forældre og elever bekendt med, at nogle drenge i klassen havde lyst til at sætte ild på hendes hus. Truslerne blev ikke direkte fremsat overfor tilskadekomne. Ankestyrelsen fandt det ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at hændelsen havde forårsaget den anmeldte depression.

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

31-05-2010

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 5 og § 6

Note:

Afløses af Principafgørelserne 125-10, 126-10 og 127-10

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1

Sagen angik en S-togsbilletkontrollør, der blev tilkaldt af en kollega, som ønskede assistance, da en passager uden billet steg ud af toget og ønskede at forlade stedet. Passageren forsøgte flere gange at slippe væk, og derfor tog billetkontrollørerne passageren ind i venterummet, mens de ventede på, at politiet skulle ankomme. Passageren var generende og truende. Mens passagerens ID blev checket, drejede han rundt mod tilskadekomnes kollega og sagde "Jeg husker dig", hvorefter han vendte sig mod tilskadekomne, pegede med hånden, som var det en pistol, og sagde, "I'll kill you some day". Det var oplyst, at passageren tidligere havde været truende og voldelig, og at han var kendt for vold mod togrevisorer. Tilskadekomne havde beskrevet, at det løb ham koldt ned ad ryggen, og han følte sig som lammet.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at den anmeldte psykiske skade ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, og anerkendte hændelsen som en ulykke.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om en grov trussel, der indeholdt trusler på livet. Ligesom passageren tidligere havde været truende og voldelig og var kendt for vold mod S-togsbilletkontrollører.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at tilskadekomne oplevede hændelsen som potentielt truende, og at der var tale om en hændelse, som var egnet til at medføre psykisk forbigående skade i form af en belastningsreaktion.

Som sagen var beskrevet, fandt Ankestyrelsen det godtgjort, at tilskadekomne havde været udsat for en ekstraordinært psykisk belastende situation.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2

Sagen angik en folkeskolelærer, der var klasselærer for en 10. klasse. Under et møde mellem tilskadekomne, en vejleder, skolens leder samt elever og forældre i 10. klasse kom det frem, at drenge i 10. klasse havde lyst til at sætte ild på tilskadekomnes hus. Tilskadekomne fik det dårligt på mødet og forlod skolen direkte efter mødet. Skolens ledelse kontaktede hende næste dag, hvor hun havde det dårligt, og der blev foranlediget psykisk krisehjælp. Tilskadekomne blev sygemeldt om eftermiddagen, dagen efter hændelsen. Tilskadekomne vendte ikke tilbage til arbejdet på skolen.

Der var anmeldt en depression.

Arbejdsskadestyrelsen gav afslag på anerkendelse af hændelsen som en ulykke.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Det var ikke dokumenteret, at der var sket en ulykke.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hændelsen ikke havde en karakter, der var egnet til at forårsage den anmeldte psykiske tilstand. Ankestyrelsen fandt ikke, at tilskadekomne på noget tidspunkt havde været i reel livsfare, eller at hun havde været hjælpeløs, idet kolleger og ledelse tog hånd om situationen. Det blev ligeledes tillagt betydning, at tilskadekomnes kolleger og ledelse var til stede under mødet, hvor hun blev bekendt med truslen. Tilskadekomne havde ikke været udsat for en direkte aggression, idet truslen blev refereret under et møde, hvor andre var til stede. Ankestyrelsen fandt således ikke, at hændelsen kunne betegnes som ekstraordinært psykisk belastende.

Ankestyrelsen fandt det herefter ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at hændelsen havde forårsaget den anmeldte tilstand i form af depression.

Dato for underskrift

28.11.2007

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 5 § 6

Journalnummer

1215396-061214268-06