Ankestyrelsen forhøjede erstatningen for tab af erhvervsevne fra 30 til skønsmæssigt 50 procent, med en løbende ydelse fra 1. juli 2004 (pensionstilkendelsen). Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens beregning af årsløn på 110.000 kr.
Begrundelsen for afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne var, at skadelidte var tilkendt førtidspension delvis på grund af følgerne af arbejdsskaden.
Der udbetaltes erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden havde medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der blev ikke givet erstatning, hvis erhvervsevnen var nedsat med mindre end 15 procent.
Ankestyrelsen lagde til grund, at skadelidte på skadetidspunktet var i fleksjob på grund af følgerne efter en blodprop i hjernen. Ved arbejdsskaden i februar 2001 faldt hun og brækkede håndleddet på højre arm.
Følgerne efter blodproppen var hovedsageligt ekspressiv afasi og en sovende fornemmelse i hele højre kropshalvdel, herunder også højre arm og ben. Det varige mén efter håndledsbruddet var fastsat til 8 procent. Efter godt to måneders sygefravær genoptog skadelidte arbejdet. Det fremgår af kommunens journalakter, at hun i de følgende to år havde tiltagende svært ved at klare fleksjobbet, hovedsageligt på grund af følgerne efter blodproppen, samt problemer med blodtrykket og træthed. På grund af ekspressiv afasi efter blodproppen havde hun i fleksjobbet kun undervisning i kreative fag. Efter håndledsbruddet gav skadens følger yderligere problemer med at undervise i de kreative fag. Skadelidte fik den 29. juni 2004 tilkendt førtidspension med virkning fra 1. juli 2004.
Ankestyrelsen vurderede, at der var flere årsager til, at skadelidte måtte opgive sit fleksjob. Dels havde hun kommunikative vanskeligheder på grund af blodproppen i hjernen, dels gener og bekymringer på grund af forhøjet blodtryk, dels en stofskiftesygdom (myxodem), udtrætbarhed, og følgerne efter arbejdsskaden. Ankestyrelsen skønnede, at følgerne efter arbejdsskaden var halvdelen af årsagen til, at skadelidte måtte ophøre med fleksjobbet, fordi hun kun havde kreative fag, som krævede større brug af hænderne end de almene fag. Ankestyrelsen fastsatte derfor erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden til 50 procent.
Begrundelsen for afgørelsen om årsløn var, at årslønnen skønsmæssigt blev fastsat til 110.000 kr.
Årslønnen fastsættes under normale ansættelsesvilkår ud fra skadelidtes samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskaden. Årslønnen fastsættes efter et skøn, hvis der har været tale om særlige ansættelsesforhold. Årslønnen lægges til grund ved fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne.
Ankestyrelsen vurderede, at skadelidtes indtjeningsevne på grund af hjerneskaden var betydelig nedsat på skadetidspunktet. Årslønnen skulle fastsættes i forhold til den faktiske indtjeningsevne. Ankestyrelsen var opmærksom på, at hun i forbindelse med sit fleksjob fik udbetalt en årsindtægt svarende til en fuld lærerløn. Efter Ankestyrelsens vurdering gav dette beløb ikke et retvisende billede af den løn, hun ville kunne have tjent på almindelige vilkår uden offentligt løntilskud. Ankestyrelsen foretog derfor en konkret bedømmelse af, hvad hun ville eller burde kunne tjene på normale vilkår, hvis muligheden for et fleksjob ikke forelå.
Da der var tale om et særligt ansættelsesforhold i skadelidtes tilfælde, skulle årslønnen som nævnt fastsættes skønsmæssigt. Ankestyrelsen var i skadelidtes sag enig med kommunen i den konkrete vurdering af hendes arbejdsevne forud for arbejdsskaden. Ankestyrelsen skønnede således, at erhvervsevnen var nedsat med 2/3 i forhold til en normal fuldtidslærerstilling, da hun pådrog sig arbejdsskaden i fleksjobbet. Skadelidte var forud for håndledsbruddet både begrænset i forhold til hvor mange timer, hun kunne klare, og i forhold til, at hun kun kunne undervise i kreative fag.
Ved beregningen af årslønnen tog Ankestyrelsen udgangspunkt i en fuldtidslærerløn. Arbejdsskadestyrelsen havde beregnet indtægten til 329.061 kr. om året. Ankestyrelsen skønnede, at skadelidte ville kunne have tjent ca. en tredjedel af dette ved ansættelse i en normal lærerstilling. Ankestyrelsen skønnede herefter, at årslønnen forud for arbejdsskaden kunne fastsættes til 110.000 kr.