En ansøger søgte om dækning af en udgift til en lægeerklæring som en nødvendig merudgift efter servicelovens § 100 (tidligere servicelovens § 84). Ansøger havde muskelsvind, og kommunen og nævnet lagde til grund, at ansøger var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100, stk. 1.
Kommunen gav afslag på dækning af merudgifter til en lægeerklæring til brug for en rejseforsikring. Kommunen anførte som begrundelse, at det normalt var frivilligt, om man ville tegne en rejseforsikring, hvorfor der ikke var tale om en nødvendig merudgift.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afslag på dækning af udgifter til bl.a. lægeerklæring i forbindelse med rejseforsikring og henviste til vejledningen til servicelovens § 100, hvor det fremgår, at merudgiften skal være en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne. Dækkes kunne således alene udgifter, som ansøger ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.
Nævnet fandt, at ansøger ikke var berettiget til at få medtaget udgiften til udarbejdelse af en lægeerklæring i forbindelse med rejseforsikring i merudgiftsberegningen. Nævnet lagde i sin afgørelse vægt på, at det var frivilligt at gennemføre rejsen, såvel som det var frivilligt at tegne en rejseforsikring i forbindelse med rejsen. Nævnet fandt på denne baggrund, at udgiften ikke kunne anses som en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne.
I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger, at nødvendighedsbegrebet i servicelovens § 100 skulle vurderes ud fra selve bestemmelsens formål. Hun henviste til formålsbeskrivelsen i Socialministeriets vejledning af 23. oktober 2002.
Det blev endvidere anført i klagen, at ansøgers rejseforsikring var dyrere end andre menneskers rejseforsikring, fordi hun med sin funktionsnedsættelse kun kunne tegne en rejseforsikring efter forhåndsgodkendelse fra forsikringsselskabet, og denne forhåndsgodkendelse krævede en lægeerklæring, som kostede penge. Det var således almindelig kendt, at man som kronisk handicappet skulle have en forhåndsgodkendelse fra Europæiske Rejseforsikring, for at det gule sygesikringsbevis gjaldt i Europa. Dette krævede en lægeerklæring. Udgiften til lægeerklæringen var ansøgers merudgift. Endeligt blev det anført, at det var nødvendigt, at det gule sygesikringsbevis fuldt ud var gældende, idet alt andet ville være uforsvarligt.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgifter til lægeerklæring kunne dækkes som en merudgift, jf. servicelovens § 100, stk. 1.
