Ankestyrelsens principafgørelse M-4-07

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 199 af 2. marts 2007 - § 10, stk. 7 og § 12, stk. 5

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2

Efter oplysning fra en modtager af boligstøtte om udlejning af 1 af 3 værelser omregnede kommunen boligstøtten fra den 1. juli 2004. Det fremgik af afgørelsen, at lejerens boligudgift i beregningsgrundlaget var nedsat med 1/3, men det fremgik ikke af begrundelsen for afgørelsen, hvordan udlejningen påvirkede beregningen for så vidt angik reduktion i det støtteberettigede areal.

Lejlighedens samlede areal var på 73 m2, det udlejede værelse var 15 m2.

Boligydelsen faldt efter omregningen fra 1.105 kr./måned til 494 kr./måned.

I april 2006 anmodede borgeren om genoptagelse af beregningen med tilbagevirkende kraft med den begrundelse, at nedsættelsen af boligydelsen burde tage udgangspunkt i arealafgivelse i forhold til støtteberettiget areal.

Kommunen fastholdt sine tidligere afgørelser.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens beregning. Nævnet henviste til boligstøttelovens § 12, stk. 5. Det fremgik af denne bestemmelse, at der skulle reduceres forholdsmæssigt i det areal, der dannede grundlag for beregning af boligudgiften. Ved opgørelsen af arealet skulle der således fradrages et areal, der mindst svarede til den forholdsmæssige del af arealet efter antallet af værelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af fortolkningen af boligstøttelovens § 12, stk. 5, om udlejning af værelser.

Efter udlejning af et værelse skulle boligstøtten ændres forholdsmæssigt efter antallet af værelser. Det betød, at både boligstøtten og det støtteberettigede areal skulle reduceres med 1/3.

Sagen blev hjemvist til kommunen, som skulle træffe ny afgørelse efter dette princip. Afgørelsen skulle ledsages af en begrundelse, som opfyldte forvaltningslovens krav til begrundelse.

Ankestyrelsen henviste i afgørelsen om boligstøtte til, at der i loven var fastsat regler om opgørelse af boligudgiften og om antallet af m2, der kunne ydes støtte til.

For så vidt angik forvaltningsloven anførtes det i afgørelsen, at reglerne om begrundelse måtte anses for en garantiforskrift. Det ville sige, at der var en formodning for, at afgørelsen ikke var rigtig, hvis reglerne ikke var overholdt.

Kommunens afgørelse af 1. juli 2004 henviste ikke til relevante retsregler. Kommunen havde heller ikke senere redegjort for retsgrundlaget for afgørelserne.

Afgørelsen fra det sociale nævn opfyldte heller ikke forvaltningslovens krav til begrundelse. Nævnet henviste alene til lovens regel om reduktion af det støtteberettigede areal, men det fremgik ikke af nævnets begrundelse, hvordan reglen var anvendt ved omregning af klagerens boligstøtte.

Det kunne derfor ikke af sagens oplysninger ses, om boligstøtten var beregnet korrekt. Kommunens og nævnets afgørelser var derfor ugyldige.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.