Resume:
Erhvervsrettede aktiviteter efter beskæftigelsesindsatsloven var ikke tilstrækkelige til, at en ansøger kunne klare sig selv. Ansøger havde fået lagt en jobplan på ca. 5 år med 3 adskilte uddannelsesforløb.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at ansøger havde så store begrænsninger i arbejdsevnen, at hun var omfattet af revalideringsbestemmelserne.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde herved bl.a. vægt på, at ansøger var 38 år, og havde levet under belastende forhold med sociale og psykiske problemer til følge. Hun var uden egentlig uddannelse og havde sparsom tilknytning til arbejdsmarkedet. Ansøger var tidligere forsøgt revalideret og havde gennemført flere aktiveringsforløb, uden at det havde bedret hendes muligheder for at komme på arbejdsmarkedet.