Ankestyrelsens principafgørelse D-11-07

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 21, stk. 1, nr. 3

Lønmodtageren var en 51-årig skoleinspektør, der blev sygemeldt d. 7. marts 2006 p.g.a. psykisk sygdom.

Kommunen havde set ham til opfølgningssamtale den 5. maj 2006, hvor hans bror havde hjulpet ham med at komme og gennemføre samtalen.

Derefter fulgte flere udeblivelser fra samtaler. Hverken familien eller kommunen kunne få kontakt med ham. Han var fraflyttet sit hus senest 1. juli 2006 og kørte herefter, så vidt man vidste, rundt i sin bil.

Kommunen havde haft kontakt til lønmodtagerens egen læge i starten af forløbet, men også til lægen afbrød lønmodtageren kontakten. En formentlig kortvarig psykologbehandling blev også afbrudt.

Senest undlod lønmodtageren at komme til opfølgningssamtale hos kommunen den 26. juni 2006. Han var blevet indkaldt til denne samtale ved brev af 16. juni 2006, og han orienteredes i dette brev korrekt om konsekvenserne af udeblivelse.

Efter udeblivelsen afgjorde kommunen, at lønmodtageren ikke længere havde ret til sygedagpenge, da han uden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgning i sygedagpengesagen. Da lønmodtageren på dette tidspunkt stadig fik løn under sygdom fra sin arbejdsgiver, en kommune, betød det, at arbejdsgiveren ikke længere havde ret til at få refunderet sygedagpenge på baggrund af lønudbetalingen under sygdom.

Det sociale nævn traf afgørelse om, at kommunen som arbejdsgiver fortsat havde ret til refusion af sygedagpenge efter den 20. juli 2006, idet lønmodtagerens depression var en rimelig grund til hans udeblivelse.

Bopælskommunen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af praksis for så vidt angik, hvilket oplysningsgrundlag der var nødvendigt for at statuere, at udeblivelse fra en opfølgningssamtale i kommunen skyldtes sygdommens karakter/var et direkte led i sygdommens symptomatologi.

En arbejdsgivers ret til refusion, når han udbetalte løn under sygdom, var ikke en selvstændig ret, men derimod en afledet ret, der forudsatte, at den sygemeldte lønmodtager opfyldte betingelserne for ret til sygedagpenge fra kommunen, jf. dagældende dagpengelovs § 26, stk. 1(lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004).

Ifølge dagældende dagpengelovs § 8, stk. 1, nr. 3, mistede den sygemeldte sin ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis han ikke medvirkede ved kommunens opfølgning i sygedagpengeloven, jf. samme lovs § 24.

I den foreliggende sag beroede arbejdsgiverens refusionsret således på, om den sygemeldte var udeblevet fra kommunens opfølgningssamtale den 26. juni 2006 uden rimelig grund.

For så vidt angår den syges tilstand/symptomer ved samtalen den 5. maj 2006 og senere forelå udelukkende vurderinger fra sagsbehandlerens side. Hun havde kun haft telefonisk kontakt med praktiserende læge. Der var heller ingen oplysninger om de senere afbrudte konsultationer hos psykolog.

Til belysning af praksis for så vidt angik betydningen af psykisk lidelse forelå Ankestyrelsens vejledning om syge- og barselsdagpenge af 18. september 1998.

Samstemmende med ovenstående henviste nævnet i den nu foreliggende sag til en tidligere truffet afgørelse om, at psykiske problemer blev anset som rimelig grund til, at den sygemeldte ikke efter kommunens anmodning havde kontaktet sagsbehandleren som et led i sygedagpengeopfølgningen.

For at psykisk sygdom kunne anses for at være en rimelig grund til manglende medvirken eller manglende aflevering af dokumentation m.v., måtte det imidlertid være en forudsætning, at der kunne etableres en utvivlsom sammenhæng mellem en psykiske sygdom og den sygemeldtes adfærd i forhold til opfyldelse af forpligtelserne ifølge loven.

Den foreliggende sag var således utilstrækkeligt oplyst.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviste derfor sagen.