Ankestyrelsens principafgørelse A-23-07

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

03-05-2011

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 14, § 15 og § 82

Note:

Afløses af 58-11

En kvinde anmodede kommunen om økonomisk hjælp til parodontosebehandling. Af et behandlingsoverslag fremgik, at ansøgers andel af udgiften efter refusion fra Sygeforsikringen Danmark ville udgøre 1.390 kr.

Kommunen meddelte afslag på ansøgningen.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at det fra dagpengekontoret var oplyst, at kvinden den 27. september 2006 havde modtaget en efterbetaling på kr. 19.717,60 i forbindelse med regulering af sygedagpenge.

På baggrund af denne formue kunne der ikke ydes hjælp efter aktivlovens § 82 til tandbehandling.

Kommunen henviste til aktivlovens § 14, stk. 1, hvorefter kommunen ikke kunne yde hjælp, hvis ansøger og ægtefællen havde formue, som kunne dække det økonomiske behov. Kommunen så dog bort fra beløb på op til kr. 10.000, for ægtefæller kr. 20.000.

Ansøgers fagforening klagede på ansøgers vegne over afslaget. Det anførtes, at efterbetalingen opstod, fordi ansøger på grund af en fejl i sagsbehandlingen i kommunen ikke i første omgang havde fået de sygedagpenge, hun var berettiget til. Nævnet blev derfor bedt om at tage stilling til, om det var rimeligt at betragte efterbetalingen som formue og alene af den grund afvise at realitetsbehandle ansøgningen.

Kommunen fastholdt ved genvurderingen afgørelsen. Kommunen lagde vægt på, at efterbetaling af sygedagpenge ikke var nævnt blandt de undtagelser, som der ifølge aktivlovens § 14 skulle ses bort fra ved opgørelse af formue.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet vurderede, at ansøger selv havde økonomisk mulighed for at afholde udgifterne på kr. 1.390 til tandbehandling, da hun den 29. september 2006 fik udbetalt kr. 19.717, 60 i forbindelse med en regulering af sygedagpenge.

Det forhold, at der var tale om en efterbetaling af sygedagpenge grundet en fejl fra kommunen, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen.

Nævnet bemærkede i den forbindelse, at sygedagpengene var en indtægt, der uanset udbetalingstidspunkt skulle indgå i den økonomiske beregning af, om ansøger var berettiget til hjælp til tandbehandling.

Afgørelsen blev klaget til Ankestyrelsen.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at fagforeningen fandt det forkert, at kommunen i første omgang ikke behandlede en borger i overensstemmelse med lovgivningen, og i anden omgang fik fejlen så yderligere den konsekvens, at en borger ikke blev berettiget til en social ydelse, som borgeren måske kunne have været berettiget til, hvis sagen var blevet behandlet korrekt i første omgang.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af, at efterbetalingen skyldtes, at sygedagpengene ikke var behandlet korrekt fra start af. Sagen blev behandlet som supplement til Principafgørelse A-37-03.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne ses bort fra ansøgers formue i form af efterbetalt sygedagpenge ved ansøgning om hjælp til tandbehandling efter aktivlovens § 82.

Det betød, at hun ikke var berettiget til hjælp ved den konkrete ansøgning i september 2006.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hjælp efter aktivlovens § 82 forudsatte, at hjælpen ikke kunne dækkes efter anden lovgivning, og at ansøgeren ikke havde økonomisk mulighed for at betale udgiften.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at efterbetaling ikke var nævnt i aktivlovens §§ 14 og 15 som formue, der kunne ses bort fra.

Ankestyrelsen havde tidligere taget stilling til kontanthjælp og efterbetaling af pension, jf. Principafgørelse A-37-03. Det fremgik heraf, at efterbetalt pension til ansøgers ægtefælle var en formue, der indgik i beregningen af kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at efterbetalingen var opstået på baggrund af en tidligere fejl i kommunen, kunne bevirke, at der kunne ses bort fra formuen ved en ansøgning efter aktivlovens § 82.

Der var herved særligt lagt vægt på, at hjælpen efter aktivloven var subsidiær.

Ankestyrelsen fandt på det foreliggende ikke grundlag for at hjemvise sagen til kommunen med henblik på fornyet vurdering.

Der var herved lægt vægt på efterbetalingens størrelse sammenholdt med størrelsen af den ansøgte udgift.

Det var endvidere lagt til grund, at ansøger ved ansøgningen oplyste, at kommunen havde alle ansøgers økonomiske oplysninger, og at der ikke var sket ændringer.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at det af Principafgørelse A-24-04 fremgik, at reglen om, at kommunen kunne se bort fra et beløb på kr. 10.000 efter sin placering kun fandt anvendelse på løbende forsørgelsesydelse efter aktivloven, og at den derfor ikke kunne anvendes på bevilling af hjælp i særlige tilfælde.