Sagen drejede sig om en kvinde, der søgte hjælp til kronebehandling af sine tænder 1+ og +1.
Kommunen bevilgede kvinden udvidet helbredstillæg på i alt 5.669 kr. til en unitorprotese og to tandudtrækninger som alternativ tandbehandling.
Kommunen oplyste, at såfremt kvinden valgte at få lavet kroner i stedet for en unitor, ville hun selv skulle betale differencen mellem de to behandlinger.
Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at kvinden blev bevilget hjælp med 5.669 kr. til en unitorprotese efter § 14 a, stk. 4, i lov om social pension.
Begrundelsen var, at helbredstillæg til en fast protese altid skulle beregnes i forhold til prisen på den aftagelige tandprotese, der alternativt ville være nødvendig.
Imidlertid fandt nævnet, at den tandbehandling, som var foreslået af kvindens tandlæge, ville være den bedste løsning med henblik på bevarelse af hendes tandsæt, idet tænderne 1+ og +1 var bevaringsværdige.
Nævnet hjemviste derfor sagen til kommunen til vurdering af, om kvinden ud fra en økonomisk vurdering ville være berettiget til et personligt tillæg i henhold til lov om social pension § 14, stk. 1.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
Kommunen henviste til Principafgørelserne P-25-05 og P-30-03 og mente, at en aftagelig protese var en alternativ løsning til kronebehandling, også selv om det ikke var en reel løsning eller den tandlægefaglige bedste løsning. Kommunen mente derfor, at tilskud skulle beregnes i forhold til prisen på den aftagelige tandprotese, der alternativt ville være nødvendigt. Ansøgningen skulle ikke vurderes efter en økonomisk vurdering i henhold til § 14, stk. 1, i lov om social pension.
Kommunen ville undersøge, om kvinden var berettiget til personligt tillæg til de 15 % egenbetaling på udvidet helbredstillæg.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til Principafgørelserne P-16-06 og P-25-05.