Ankestyrelsens principafgørelse U-8-07

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 5 og § 7

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1

En 44-årig skovarbejder havde fra 1979 - 2006 været udsat for støj fra blandt andet motorsave og kratryddere. Støjen var i audiologisk speciallægeerklæring beskrevet som voldsom kraftig (over 95 dB) i hele arbejdstiden.

Den 10. april 2006 blev tinnitus (øresusen) på begge ører anmeldt som erhvervssygdom.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 16. oktober 2006 afgørelse om, at sygdommen ikke kunne anerkendes med begrundelsen, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde mulighed for at vurdere, om der var tale om en arbejdsbetinget høresygdom, da der ikke i sagen forelå en audiologisk speciallægeerklæring. Med samme begrundelse fandt Arbejdsskadestyrelsen det formålsløst at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Arbejdsskadestyrelsen modtog den 9. januar 2007 en audiologisk speciallægeerklæring. Af erklæringen fremgik, at anmeldelsen skyldtes tinnitus, og at der ikke forelå en hørenedsættelse.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 22. januar 2007 efter genvurdering afgørelse om, at der ikke var tale om en sygdom på erhvervssygdomsfortegnelsen, da der ikke var påvist hørenedsættelse, og da tinnitus ikke var nævnt i fortegnelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om tinnitus kunne anerkendes som erhvervssygdom.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var konstateret støjbetinget hørenedsættelse, og at tinnitus ikke er nævnt i erhvervssygdomsfortegnelsen. Der var således ikke tale om en sygdom, der kunne anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, idet tinnitus var et subjektivt symptom, og ikke en egentlig sygdom. Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på, at der ikke forelå nyere lægevidenskabelige undersøgelser, der viste en øget forekomst af tinnitus hos personer, der havde været udsat for støj, uden samtidig påvirkning af hørelsen. Endelig fandt Ankestyrelsen, at der heller ikke efter en konkret vurdering af det beskrevne arbejde var tale om en påvirkning, der var kendt for at medføre en øget risiko for udvikling af tinnitus.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2

En 59-årig maskinarbejder havde fra 1964 - 2000 været udsat for støj fra blandt andet maskiner, drejebænke og vinkelslibere på en vindmøllefabrik. Støjen var i audiologisk speciallægeerklæring beskrevet som voldsom kraftig (over 95 dB) i hele arbejdstiden.

Den 9. august 2006 blev DLA professionalis samt tinnitus anmeldt som erhvervssygdom.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 5. februar 2007 afgørelse om, at sygdommen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom, da langt den overvejende del af den forholdsvis beskedne hørenedsættelse efter Arbejdsskadestyrelsens vurdering skyldes andre forhold end støj. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at der i audiogrammet var en diskret asymmetri (forskellig hørelse på ørerne), samt at der var vigende reflekstærskler. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der var tale om DLA typus incertus (hørenedsættelse af ukendt oprindelse). Arbejdsskadestyrelsen fandt heller ikke grundlag for forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kravene til anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse efter erhvervssygdomsfortegnelsen.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, og anerkendte den anmeldte støjbetingede hørenedsættelse som erhvervssygdom.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om en relevant støjudsættelse i en periode på ca. 35 år, og at diagnosen DLA professionalis var stillet. Ankestyrelsen fandt, at der var tale om en konfiguration af audiogrammet, der var typisk for støjbetinget hørenedsættelse.

Ankestyrelsen fandt videre, at den meget diskrete asymmetri ikke var tilstrækkelig til, at det med overvejende sandsynlighed kunne antages, at der forelå konkurrerende årsager til hørenedsættelsen - heller ikke selv om denne asymmetri var mere udtalt i området omkring 6.000 og 8.000 Hz. Endvidere vurderede Ankestyrelsen, at der ikke var tale om vigende reflekstærskler.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3

En 65-årig ufaglært arbejder havde fra 1961 - 2002 været udsat for støj fra blandt andet nitte- og stemmeværktøj på et skibsværft samt støj fra blandt andet lufthammere ved diverse entreprenørvirksomheder. Støjen var i audiologisk speciallægeerklæring beskrevet som fra kraftig (85-90 dB) til voldsom kraftig (over 95 dB) i op til hele arbejdstiden.

Den 15. juni 2006 blev DLA professionalis anmeldt som erhvervssygdom. Det fremgik af audiologisk speciallægeerklæring, at der var konkurrerende årsager til hørenedsættelsen i form af DLA typus incertus (hørenedsættelse af ukendt oprindelse).

Arbejdsskadestyrelsen traf den 23. februar 2007 afgørelse om, at sygdommen ikke kunne anerkendes som erhvervssygdom. Arbejdsskadestyrelsen anførte i afgørelsen, at der var tale om relevant støjudsættelse, og at der var en ændring i audiogrammet i relevante diskantområde. Arbejdsskadestyrelsen vurderede det samlede mén til 5 procent, men da den konkurrerende årsag til hørenedsættelsen i form af DLA typus incertus udgjorde den overvejende del af det samlede mén, fandt Arbejdsskadestyrelsen, at der ikke kunne ske anerkendelse som erhvervssygdom efter fortegnelsen. Arbejdsskadestyrelsen fandt heller ikke grundlag for at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kravene til anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse efter erhvervssygdomsfortegnelsen.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, og anerkendte den støjbetingede del af hørenedsættelsen som en erhvervssygdom.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om en relevant støjudsættelse i en periode på ca. 25 år forud for symptomdebut, og at diagnosen DLA professionalis var stillet.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at der tillige var konkurrerende årsag til hørenedsættelsen i form af DLA typus incertus (hørenedsættelse af ukendt oprindelse), der ikke kunne relateres til en erhvervsmæssig påvirkning. Ankestyrelsen bemærkede, at der var tale om anerkendelse af den del af hørenedsættelsen, der i overensstemmelse med audiogrammets konfiguration kunne henføres til udsættelse for støj.

Ankestyrelsen bemærkede, at der med den nye erhvervssygdomsfortegnelses punkt A. 1. var sket en ændring af kravene til anerkendelse af støjbetinget hørenedsættelse, således at der kunne ske anerkendelse af en hørenedsættelse, såfremt der var stillet diagnosen DLA professionalis og der havde været tale om udsættelse for kraftig støj gennem flere år.

Ankestyrelsen fandt, at det således ikke var en betingelse for anerkendelse, at der var tale om en hørenedsættelse, der havde medført erstatningsberettigende følger. Ankestyrelsen fandt endvidere, at eventuelle konkurrerende årsager kunne have betydning i forhold til den samlede hørenedsættelse, og skulle vægtes i forbindelse med eventuel erstatningsudmåling.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4

En 66-årig slagteriarbejder havde fra 1968 - 2002 været udsat for støj fra maskiner, fra kørende vogne og fra lyden af metal mod metal. Støjen var i audiologisk speciallægeerklæring beskrevet som generende (under 85 dB) til voldsomt kraftig (over 95 dB) i hele arbejdstiden.

Den 11. november 2005 blev DLA professionalis anmeldt som erhvervssygdom. Det fremgik af audiologisk speciallægeerklæring, at der var konkurrerende årsager til hørenedsættelsen i form af DLA typus incertus (hørenedsættelse af ukendt oprindelse) samt periodisk tinnitus.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 8. januar 2007 afgørelse om anerkendelse som erhvervssygdom af den del af en anmeldt hørenedsættelse, der skyldtes støj. Arbejdsskadestyrelsen traf samtidig afgørelse om afslag på godtgørelse for varigt mén samt afslag på erstatning for tab af erhvervsevne for følgerne af den anerkendte støjbetingede hørenedsættelse.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved anerkendelsen vægt på, at der havde været tale om udsættelse for generende til voldsom kraftig støj i mange år, samt at der var stillet diagnosen DLA professionalis. Arbejdsskadestyrelsen anførte, at det ikke udelukkende var udsættelsen for erhvervsrelateret støj, der var årsag til hørenedsættelsen, idet der forelå konkurrerende årsag i form af DLA typus incertus (hørenedsættelse af ukendt oprindelse).

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at det samlede mén udgjorde cirka 5 procent, da der forelå høreevne grad 0-1 og kommunikationsevne grad 0-1. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at den erhvervsbetingede del af hørenedsættelsen udgjorde 1/3, samt at der ikke kunne gives tillæg for tinnitus, da denne ikke var stærkt generende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af spørgsmålet om tilkendelse af godtgørelse for varigt mén for en anerkendt hørenedsættelse.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at de samlede høregener ifølge méntabellens punkt A. 6.3 svarede til en méngrad på 5 procent, da der var en høreevne på grad 0-1 og en kommunikationsevne ligeledes på grad 0-1.

Ankestyrelsen fandt, at der på baggrund af audiogrammets konfiguration var tale om konkurrerende årsager til hørenedsættelsen. Ankestyrelsen fastsatte ménet som følge af den anerkendte erhvervssygdom skønsmæssigt til under 5 procent. Ankestyrelsen fandt, at der var beskrevet periodisk tinnitus af moderat til generende karakter. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for tilkendelse af tillæg til ménet for tinnitusgener, da disse gener ikke var beskrevet som stærkt generende.