Ankestyrelsen fandt, at hændelsen ikke kunne anerkendes som en ulykke omfattet af arbejdsskadeloven.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at en ulykke, der indtraf på vej fra hjem til fast eller midlertidig arbejdsplads ved arbejdets påbegyndelse eller omvendt efter arbejdstidens afslutning, som hovedregel ikke ville være omfattet af arbejdsskadesikringsloven, da en sådan skade ikke kunne antages at skyldes arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregik.
Befordring til og fra fast eller midlertidig arbejdsplads var dog sikret efter loven, når sikrede udførte ærinder for arbejdsgiveren eller virksomheden undervejs. Sikringen omfattede selve ærindet og den afvigelse fra sædvanlig rute til og fra arbejdet, som ærindet medførte og ophørte, når ærindet var udført, eller sædvanlig rute var genoptaget.
Ankestyrelsen fandt, at ulykken ikke var omfattet af ovennævnte undtagelse om ærindekørsel.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede på ulykkestidspunktet endnu ikke havde fraveget sin sædvanlige rute fra sit hjem til sit arbejde for at afhente firmaets post.
Ankestyrelsen fandt på baggrund heraf, at ulykken skulle bedømmes efter lovens hovedregel, hvorefter skader, der indtraf under sikredes transport mellem hjem og arbejde, ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.