Ankestyrelsens principafgørelse D-9-08

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7, stk. 3

En lønmodtager sygemeldte sig den 11. september 2006 på grund af psykisk stress, og den 22. september 2006 blev hun opsagt til fratræden 31. marts 2007. Det blev i opsigelsen forudsat, at hun ved raskmelding genoptog sit arbejde.

På et møde den 30. oktober 2006 mellem arbejdsgiverens arbejdsgiverforening og lønmodtagerens fagforbund blev det imidlertid besluttet at fritstille hende ubetinget og med øjeblikkelig virkning frem til fratrædelsestidspunktet.

Der var den 13. oktober 2006 på kommunens foranledning blevet udarbejdet en lægeerklæring af lønmodtagerens læge i samarbejde med hende selv. Heraf fremgik bl.a., at årsagen til sygemeldingen var stress og nedkørthed på grund af mobning på arbejdspladsen, at der ikke var tale om sygdom i klinisk/medicinsk forstand, at der ikke var behandlingsmuligheder, at hun var arbejdsfør, men bare ikke på den omhandlede arbejdsplads, samt at hun var interesseret i at arbejde et andet sted.

Kommunen traf afgørelse om at standse sygedagpengerefusionen pr. 23. oktober 2006, idet lønmodtageren ikke længere kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig i forhold til alle erhverv, men kun i forhold til den aktuelle arbejdsgiver.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med en tilsvarende begrundelse.

Arbejdsgiverforeningen klagede over nævnets afgørelse og henviste herved bl.a. til lægeerklæringen af 13. oktober 2006.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår der var grundlag for at foretage vurderingen på et bredere grundlag end beskæftigelsen ved sygemeldingen, herunder for at afvige fra den generelle 3 måneders regel.

Arbejdsgiveren havde ret til refusion af sygedagpenge til og med den 30. oktober 2006, i forbindelse med lønmodtagerens sygefravær fra den 11. september 2006.

Det fremgik af sygedagpengelovens § 7, stk. 3, at vurderingen af en persons uarbejdsdygtighed som udgangspunkt skulle foretages i forhold til beskæftigelsen før sygemeldingen. Efter 3 måneders sygefravær skulle vurderingen ske på grundlag af den sygemeldtes uddannelses- og beskæftigelsesområde, medmindre der var særlige grunde, der talte for andet med hensyn til tidspunktet for vurderingen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der i den aktuelle sag forelå sådanne særlige grunde, der talte for et andet tidspunkt end efter 3 måneder, med hensyn til en såkaldt bredere vurdering af uarbejdsdygtigheden.

Der blev lagt vægt på, at det af den lægeerklæring, der den 13. oktober 2006 blev udarbejdet af lønmodtagerens læge i samarbejde med hende selv, fremgik, at årsagen til sygemeldingen var nedkørthed og stress på grund af mobning på arbejdspladsen, at det således var den pågældende arbejdsplads, der var problemet, og at der ikke var mulighed for/behov for behandling. Videre fremgik det, at der ikke var tale om sygdom i klinisk/medicinsk forstand, at lønmodtageren var arbejdsfør, men bare ikke på den omhandlede arbejdsplads, samt at hun var interesseret i at arbejde et andet sted.

Yderligere blev der lagt vægt på, at lønmodtageren den 22. september 2006 blev afskediget til fratræden 31. marts 2007, men ved raskmelding forinden skulle genoptage sit arbejde i virksomheden. Den 30. oktober 2006 blev hun imidlertid ubetinget fritstillet i resten af opsigelsesperioden. Efter den 30. oktober 2006 var hun derfor i stand til umiddelbart at tiltræde et job hos en anden arbejdsgiver. Fra dette tidspunkt kunne hun således efter en bredere vurdering ikke længere anses for fuldt uarbejdsdygtig.

Der var efter den 30. oktober 2006 ikke dokumentation for uarbejdsdygtighed på grund af sygdom.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.