Pensionisten havde ikke ret til bistands- eller plejetillæg.
Ankestyrelsen vurderede, at invaliditeten ikke medførte et så omfattende behov for personlig bistand og pleje, at lovens betingelser for tilkendelse af bistands- og plejetillæg var opfyldt.
I den samlede bedømmelse af, om der var ret til bistandstillæg, indgik blandt andet oplysninger om behov for hjælp til at gå på toilettet, spise, færdes ude og inde og for hjælp til afklædning og påklædning.
Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om pensionistens funktionsniveau, herunder at hun ifølge sine egne oplysninger kunne færdes inde samt ude inden for 50 meter ved hjælp af krykkestokke, og at hun forsøgte at gå på toilettet selv.
Desuden blev der lagt vægt på, at hendes ægtefælle hjalp hende i vidt omfang både med personlige forhold og med huslige opgaver, men at der var tale om håndsrækninger og hjælp til selvhjælp.
Det forudsattes, at ægtefællen hjalp den anden med personlige fornødenheder i ret vidt omfang, hvis ægtefællen var i stand til det.
Der var ikke oplysninger i sagen om, at ægtefællens opgaver var udover de opgaver, som en ægtefælle forventedes at bistå den anden med. Der var heller ikke oplysninger om, at ægtefællen ikke skulle være i stand til at hjælpe på grund af helbredsmæssige forhold.
Der blev udelukkende lagt vægt på oplysningerne om hendes situation forud for tidspunktet for, at hun overgik til alderspension. Der kunne ikke tilkendes bistands- eller plejetillæg til personer, der modtog alderspension. Hun havde derfor ikke mulighed for at få bistands- eller plejetillæg, selv om hendes og ægtefællens tilstand ifølge hendes oplysninger var forværret, efter at hun indgav ansøgning om bistands- eller plejetillæg.
Ankestyrelsen kom således til samme resultat som kommunen og det sociale nævn.
