Ankestyrelsens principafgørelse D-6-08

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 2

Ansøgeren blev sygemeldt i oktober 2005 på grund af hoste og somatiseringstilstand/angst. Hun gik til behandling hos en psykolog fra marts 2006. Behovet for behandling var udløst af hendes reaktion på en nærtstående slægtnings død.

Kommunen traf i november 2006 afgørelse om, at ansøgeren ikke opfyldte nogen af betingelserne for forlængelse i den dagældende dagpengelovs § 22, stk.1, ved varighedsbegrænsningens indtræden den 31. oktober 2006.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt ansøgeren berettiget til forlængelse af dagpengene efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2.

Nævnets afgørelse var begrundet med, at den behandlende psykolog i oktober 2006 havde tilkendegivet, at vurderingen af, om ansøgeren ville kunne vende tilbage til A-kassesystemet inden for 2 x 13 uger, ville afhænge af, hvordan hun reagerede på den igangværende behandling over de næste par måneder.

Nævnet henviste desuden til Principafgørelse D-9-02.

Afgørelsen blev anket af kommunen, som anførte, at det ifølge den nævnte Principafgørelse på afgørelsestidspunktet skulle vurderes, at afklaring af arbejdsevnen forventedes at kunne ske inden for højst 2 x 13 uger, for at der kunne forlænges efter den dagældende § 22, stk. 1, nr. 2. Dette var efter kommunens vurdering ikke tilfældet. Kommunen henviste endvidere til Principafgørelserne D-12-03 og D-5-03.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnets afgørelse var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg traf afgørelse om, at ansøgeren ikke havde ret til forlængelse af dagpengene efter varighedsbegrænsningens indtræden.

Beskæftigelsesudvalget tog udgangspunkt i, at ansøgeren ved varighedsbegrænsningens indtræden gik til behandling hos en psykolog.

Udvalget lagde vægt på, at psykologen i slutningen af oktober 2006 havde vurderet, at det i forhold til arbejdsprøvning ville blive afgørende, hvorvidt det af psykologisk vej kunne lykkes at give ansøgeren redskaber til at håndtere sin angst, endsige blive overbevist om, at der var tale om en angsttilstand.

Beskæftigelsesudvalget lagde endvidere vægt på, at det var psykologens opfattelse, at tilstanden måtte betragtes som stationær, hvis behandlingen ikke var begyndt at virke inden for ca. 3 måneder.

Beskæftigelsesudvalget fandt derfor ikke, at der var tilstrækkelig sikkerhed eller sandsynlighed for, at en afklaring af ansøgerens arbejdsevne ville kunne ske inden for højst 2 x 13 uger efter varighedsbegrænsningens indtræden. Dette var ifølge Ankestyrelsens praksis en forudsætning for at forlænge dagpengeretten. Beskæftigelsesudvalget henviste også til Principafgørelse D-9-02.

Beskæftigelsesudvalget ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.