Ankestyrelsens principafgørelse P-8-08

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 484 af 29. maj 2007 - § 32a

En pensionist havde ret til løbende erstatning for tab af erhvervsevne efter en arbejdsskade. Afgørelsen havde tilbagevirkende kraft, og der var derfor et tilgodehavende beløb. Kommunen fik kopi af afgørelsen.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte i forbindelse med afgørelsen, at kommunen skulle orientere forsikringsselskabet om et eventuelt tilbagebetalingskrav, og at kravet bortfaldt, hvis det ikke blev fremsat inden 4 uger.

Kommunen reagerede ikke på afgørelsen, og forsikringsselskabet udbetalte herefter hele beløbet til pensionisten.

Kommunen blev efterfølgende opmærksom på udbetalingen og foretog efterregulering af pensionen i forhold til den periode, erstatningen dækkede.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at der var tale om dobbeltforsørgelse og at udbetalingen af erstatning ville have medført en nedsættelse af pensionen, hvis ydelserne var kommet til udbetaling samtidig.

Pensionisten og dennes forbund klagede og anførte, at retten til refusion var bortfaldet, når kommunen ikke havde reageret som krævet i arbejdsskadesikringslovens § 29.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for efterregulering af pension, herunder betydningen af, at en særlig fastsat fremgangsmåde ikke var fulgt.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til yderligere behandling og ny afgørelse i nævnet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdsskadesikringslovens § 29 regulerede forholdet mellem kommunen og forsikringsselskabet og anviste kommunen en enkel måde at få et tilgodehavende udbetalt ved refusion i den tilkendte erstatning for tab af erhvervsevne, og at reglen ikke udelukkede, at kommunen over for borgeren kunne stille krav om modregning efter andre regler, for eksempel reglerne om dobbeltforsørgelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at det var en betingelse for at træffe afgørelse om tilbagebetaling med henvisning til princippet om dobbeltforsørgelse, at der var taget stilling til, både om ydelserne opfyldte betingelserne (samme person får i samme tidsrum to ydelser til samme formål, og den ene ydelse ville have nedsat den anden), og om risikofordelingen medførte, at kravet kunne gennemføres over for borgeren.

Nævnets afgørelse opfyldte ikke betingelserne, fordi der ikke i afgørelsen var taget stilling til risikofordelingen mellem borgeren og kommunen.

Ved risikofordelingen skulle forstås en individuel vurdering af, hvem der skulle bære risikoen for det konkrete sagsforløb.

Nævnet måtte derfor tage stilling til, hvilken betydning beløbets størrelse og den tid, der forløb fra udbetalingen til kommunens afgørelse om tilbagebetaling, havde for vurderingen. Nævnet måtte endvidere undersøge, om det engangsbeløb, som var udbetalt, var modtaget og eventuelt forbrugt i god tro.

Nævnet måtte endelig tage stilling til, hvilken betydning det havde, at der i en speciallov var fastsat en absolut frist for fremsættelse af refusionskrav, og hvilke forventninger dette havde medført hos borgeren. Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at det i arbejdsskadesikringslovens § 29 var forudsat, at et krav om refusion skulle rejses inden for 4 uger efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, og at det af loven fremgik, at kravet herefter bortfaldt.