Tillidsrepræsentanten udførte ikke arbejde for en arbejdsgiver, da han kom til skade. Han virkede således ikke som tillidsrepræsentant i et samspil mellem arbejdsgiveren og kollegerne.
Personer, der udfører arbejde for en arbejdsgiver, er omfattet af den sikrede personkreds. Tillidsrepræsentanter i en virksomhed er omfattet af lovens personkreds, hvis den anmeldte hændelse skyldes varetagelse af tillidshverv i forbindelse med de ansattes forhold på virksomheden.
Ankestyrelsen lagde til grund, at manden var ansat i en virksomhed, hvor han både var tillidsrepræsentant og stedfortræder for fællestillidsrepræsentanten. Han deltog i et kursus på et kursuscenter, hvor han overnattede. Deltagerne var tillidsrepræsentanter i virksomhedens afdelinger. Der var mulighed for at udveksle erfaringer, og ledelsen orienterede om nye tiltag i virksomheden. Kursusstedet tilhørte mandens fagforbund. Han modtog normal løn under kurset fra arbejdsgiveren. Omkostningerne ved kurset blev ikke dækket af arbejdsgiveren.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden ikke udførte arbejde for en arbejdsgiver, da skaden skete, og at han ikke i skadesøjeblikket virkede som tillidsrepræsentant i samspillet mellem arbejdsgiveren og de ansatte.
Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.