Ankestyrelsens principafgørelse R-3-08

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 56 af 18. januar 2007 - § 60, stk. 1

Det fremgik af sagen, at borgeren var placeret i matchkategori 4. Dette medførte, at borgeren ikke kunne være tilmeldt Jobnet.

Borgeren klagede over matchplacering og afslag på tilmelding til Jobnet, fordi borgeren selv oplevede, at hun skulle placeres i matchkategori 1.

Beskæftigelsesankenævnet afviste at behandle sagen om matchkategoriseringen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det ikke kunne behandle dette særskilte spørgsmål om placeringen i en matchgruppe. Nævnet henviste til Principafgørelse R -3-07, hvoraf det fremgik, at Beskæftigelsesankenævnet havde kompetence til at behandle matchkategorien, når denne var en integreret del af afgørelsen.

Hvad angik klagen over manglende tilmelding til Jobnet som følge af matchgruppeplaceringen, var der kun klageadgang til nævnet, når en afgørelse stillede krav om tilmelding til Jobnet som betingelse for at blive anset for at stå til rådighed.

I klagen til Ankestyrelsen anførte borgeren, at hun hørte hjemme i gruppe 1, og at hun gjorde det lige fra starten, hvor hun var i jobtræning og røg ud af A-kassen grundet fireårsreglen. Endvidere oplyste borgeren, at hun havde følt sig krænket og udsat for uacceptabel sagsbehandling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der var klageadgang for beslutninger om matchgruppeplacering og om tilmelding til Jobnet.

Beskæftigelsesankenævnet havde med rette afvist at behandle borgerens klage.

Det betød, at borgerens placering i matchkategori 4 med den virkning, at borgeren ikke kunne tilmeldes Jobnet, ikke kunne anses for en afgørelse, der kunne klages over.

Placering i matchgruppe 4 med den virkning, at borgeren ikke kunne tilmeldes Jobnet, var ikke en afgørelse, der skabte retsvirkninger for borgeren.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at hensigten med matchkategorisering var at give kommunen et hurtigt overblik over kontanthjælpsmodtagerens beskæftigelsespotentiale og planlægge det videre forløb med henblik på at bringe kontanthjælpsmodtageren tilbage til eller tættere på arbejdsmarkedet.

Matchkategorisering var således et processuelt skridt, som kommunen var forpligtet til at anvende i forbindelse med sagsbehandlingen. Indplaceringen i matchgruppe bestemte ikke hvad, der var, eller skulle være ret for borgeren. Den kunne derfor ikke anses for en egentlig afgørelse.

Den efterfølgende afgørelse om, hvorvidt borgeren i tilstrækkeligt omfang udnyttede sine arbejdsmuligheder, det vil sige, stod til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder om borgeren tog imod et rimeligt tilbud efter de sociale foranstaltninger, skabte retsvirkninger. Denne afgørelse kunne borgeren derfor klage over efter almindelige regler.

Beskæftigelsesankenævnet havde derfor ikke kompetence til at behandle borgerens klage over matchkategorisering.

Beskæftigelsesudvalget kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.