Resume:
Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet 4 sager til belysning af spørgsmålet, om en ny anmeldelse eller en henvendelse i en tidligere afvist erhvervssygdomssag, skal betragtes som en anmodning om genoptagelse af den tidligere afviste erhvervssygdomssag eller som anmeldelse af en ny sag. Der er tale om en uddybning af praksis beskrevet i principafgørelse U-16-06.
Der er nu to erhvervssygdomsfortegnelser, den ene vedrører sygdomme anmeldt før 1. januar 2005 og den anden erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005. I tilfælde, hvor kravene til anerkendelse af en erhvervssygdom er lempeligere i den nye fortegnelse, kan det have afgørende betydning for sagens udfald, om der er tale om en ny anmeldelse eller genoptagelse af en tidligere sag. Behandles sagen som en ny anmeldelse, vil det i tilfælde, hvor kravene til anerkendelse er ændret i den ny fortegnelse, kunne føre til anerkendelse, hvorimod sagen, hvis den betragtes som en genoptagelse, skal behandles efter den gamle fortegnelse og vurderes i forhold til reglerne om genoptagelse.
I erhvervssygdomme, hvor der i fortegnelserne er specifikke tidsmæssige krav til den påvirkning, som tilskadekomne skal have været udsat for, kan tidspunktet for anmeldelse ligeledes få afgørende betydning for, hvordan sagen skal afgøres. Er en sag afvist, alene fordi tidskravet i fortegnelsen ikke er opfyldt, og sker der henvendelse i sagen, efter fortsat udsættelse, således at det tidsmæssige krav nu er opfyldt, vil sagens udfald være forskelligt, alt efter om sagen behandles som en anmodning om genoptagelse eller som en ny anmeldelse. Behandles den som en ny anmeldelse vil den efter omstændighederne kunne anerkendes, mens den, hvis den betragtes som en anmodning om genoptagelse, muligvis vil blive afvist på grund af den absolutte frist for genoptagelse på 5 år.
Ankestyrelsen har med udgangspunkt i 4 sager fastsat følgende retningslinier for, om en sag skal behandles som en ny anmeldelse eller genoptagelse af en tidligere sag:
1) Ny diagnose, dvs. at der i den nye sag skal anvendes et andet punkt på erhvervssygdomsfortegnelsen. I den situation behandles henvendelsen som udgangspunkt som en ny anmeldelse
2) Ny påvirkning, dvs. en anden arbejdsfunktion end i den tidligere sag. I den situation behandles henvendelsen som udgangspunkt som en ny anmeldelse
3) Hvis der ikke er yderligere påvirkning, efter der sidst blev truffet afgørelse, betragtes henvendelsen som udgangspunkt som en anmodning om genoptagelse
4) Er der en tidsmæssigt længere påvirkning i samme funktion kan det give anledning til tvivl. Der må her foretages en konkret afvejning af de forskellige hensyn, og relevanskriteriet tages i brug. Det betyder, at i situationer, hvor en fortsat arbejdsmæssig udsættelse er relevant for vurderingen af, om sagen kan anerkendes, er der som udgangspunkt tale om en ny anmeldelse. Hvis derimod en længere udsættelse for samme påvirkning som tidligere er uden betydning for, hvorledes sagen skal vurderes, skal reglerne om genoptagelse som udgangspunkt anvendes
5) Har der været samme påvirkning, men på en ny arbejdsplads, vil sagen formentlig skulle behandles som et spørgsmål om genoptagelse
Det er uden betydning for vurderingen af spørgsmålet om genoptagelse eller ny sag, om anmodningen/anmeldelsen er fremsendt før eller efter 5 års fristen for genoptagelse.
Som udgangspunkt skal en erhvervssygdom anmeldes, inden et år efter tilskadekomne af en læge har fået besked om, at sygdommen kan være erhvervsbetinget. Hvis tilskadekomne tidligere har fået afslag på anerkendelse, har han imidlertid ikke grund til at tro, at der er tale om en arbejdsskade. Det er derfor Ankestyrelsens vurdering, at anmeldefristen skal vurderes i forhold til tidspunktet for genanmeldelse, når en arbejdsskademyndighed tidligere har givet afslag på anerkendelse.
Sag nr. 1 (j.nr. 1005068-06); omhandlede en rygsygdom. Ankestyrelsen vurderede, at sagen skulle genoptages. Tilskadekomne var efter den tidligere afgørelse fortsat med at arbejde som postomdeler i yderligere 3 år, således at hun samlet havde arbejdet i 8 år som postomdeler. I henhold til ovennævnte relevanskriterium blev henvendelsen betragtet som en anmodning om genoptagelse. Det forhold, at tilskadekomne var fortsat med at arbejde blev betragtet som ny relevant oplysning i relation til genoptagelse, men det medførte ikke, at der var tale om en ny sag.
Sag nr. 2 (j.nr. 1000982-07); omhandlede en skuldersygdom. Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse med henvisning til, at 5 års fristen var absolut. Tilskadekomne fik stillet samme diagnose, havde samme job og var udsat for den samme påvirkning som ved den oprindelige anmeldelse. Det forhold, at hun var beskæftiget i yderligere 7 år i samme jobfunktion, havde ifølge ovennævnte relevanskriterium ingen betydning for sagen.
Sag nr. 3. (j.nr.1012656-06); omhandlede en tennisalbue. Ankestyrelsen vurderede, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse skulle stadfæstes, for så vidt angik det arbejde, tilskadekomne havde frem til 2003. Der var tale om samme diagnose og fortsat udsættelse i samme arbejdsfunktion. Ankestyrelsen vurderede imidlertid, at henvendelsen skulle anses for en ny anmeldelse, for så vidt angik tilskadekomnes arbejde i perioden fra 2003 til 2006. Der var tale om samme diagnose, men ændrede arbejdsfunktioner.
Sag nr. 4 (j.nr. 1010250-06); omhandlede en høresygdom. Arbejdsskadestyrelsen afviste genoptagelse af sagen. Ankestyrelsen vurderede, at anmeldelsen skulle betragtes som en ny anmeldelse, og sagen blev hjemvist. Tilskadekomne var fortsat udsat for påvirkningen efter første afvisning, og høresygdommen var forværret. Det var relevant for vurderingen, at han havde været udsat i yderligere 7-8 år, fordi han nu havde en hørenedsættelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at det havde betydning for vurderingen, at det var hos samme arbejdsgiver, udsættelsen fandt sted.