Ankestyrelsens principafgørelse C-16-08

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 86

En 82-årig kvinde pådrog sig et brud på venstre hofte med efterfølgende operation. Kvinden fik i perioden 3. juni - 7. september 2005 og i perioden 7. september - 7. december 2006 bevilget vedligeholdelsestræning 1 gang ugentligt. I december 2006 ansøgte kvinden kommunen om forlængelse af bevillingen.

Kommunen gav afslag på forlængelse af vedligeholdelsestræningen.

Kommunen lagde vægt på, at kvinden i et vist omfang var i stand til at gå i nærmiljøet, at kvinden var i stand til at tage offentlige transportmidler, og at kvinden var i stand til at cykle. Kvinden kunne dermed færdes i nærmiljøet og dermed tage længere væk. Kvinden var ikke ved træningen nået så langt, som kvinden gerne ville, men var dog i stand til at færdes som beskrevet.

Kommunen skønnede, at kvinden ville være i stand til at opnå bedre balance ved at opsøge træningsmuligheder i idrætsforeninger, træningscentre, ved seniorsvømning m.v. eller ved selvtræning på Lokalcentret. Kvinden ville også være i stand til at forbedre sin balance ved at færdes i forskelligt terræn, f.eks. i skoven eller ved stranden.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og hjemviste spørgsmålet om arten og omfanget af vedligeholdelsestræningen til kommunen.

Det betød, at kommunen skulle træffe en ny afgørelse, hvorved kvinden tilkendtes vedligeholdelsestræning i overensstemmelse med kvindens behov herfor.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde oplyst, at hun havde fået det fysisk og psykisk bedre på grund af træningen.

Nævnet lagde endvidere vægt på kommunens vurdering, hvor der på den ene side var lagt vægt på, at kvinden i et vist omfang var i stand til at gå i nærmiljøet, at kvinden var i stand til at benytte offentlige transportmidler, og at kvinden var i stand til at cykle, mens kommunen på den anden side delte kvindens opfattelse af, at hun ville kunne opnå en bedre balance ved yderligere træning.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det var uafklaret, hvilke målgrupper, der havde krav på vedligeholdende træning efter servicelovens § 86, stk. 2, og der blev spurgt, om personer, der havde mulighed for selv at træne sig op uden behov for individuel instruktion, var omfattet af personkredsen. Der blev henvist til vejledning om personlig og praktisk hjælp, punkterne 94 og 95.

Kommunen anførte bl.a., at kvinden havde været visiteret til vedligeholdende træning ca. 2 gange 3 måneder. Kvinden havde i den sidste visitationsperiode fået den bevilgede træning ydet som bassintræning 1 gang om ugen. Efter endt træningsperiode følte kvinden, at der stadig var behov for træning af balancen, og kvinden gik nu til gymnastik 1 gang ugentligt under et oplysningsforbund og gik stavgang.

Kommunen vurderede derfor, at da kvinden nu kunne færdes i nærmiljøet på cykel og tage offentlige transportmidler, ville kvinden kunne vedligeholde den opnåede effekt ved selvtræning, hvilket kunne ske ved deltagelse i senior- eller pensionistsvømning m.v. Der var ikke længere behov for konkret instruktion.

Det var kommunens opfattelse, at hvis en person selv kunne gå til relevant træning, som fandtes i forskellige almene tilbud i kommunen, ville pågældende ikke være omfattet af servicelovens § 86, stk. 2. Til grund for denne betragtning lå, at en træningsindsats altid var nødvendig og hensigtsmæssig, hvis man ville vedligeholde eller forbedre sin fysiske formåen.

Kommunen vurderede, at for at behovet for individuel træning skulle imødekommes efter servicelovens § 86, stk. 2, skulle der være et funktionsbehov, som den enkelte ikke selv havde mulighed for at træne.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet fastholdt afgørelsen med den givne begrundelse.

Det var nævnets opfattelse, at kommunens påstand var, at servicelovens § 86, stk. 2, skulle anvendes i kombination med servicelovens § 88, stk. 3, 3. punktum, hvorved anvendelsesområdet blev indskrænket, idet det derved blev krævet, dels at betingelserne i § 86, stk. 2, var opfyldt, dels at betingelsen i servicelovens § 88, stk. 3, 3. punktum om, at personen havde brug for en individuel træningsindsats, var opfyldt.

Nævnet var ikke enig i denne opfattelse af retstilstanden.

Nævnet anførte, at fakta vedrørende tilblivelsen af servicelovens § 88, som var en videreførelse af servicelovens § 75, hvorefter det ikke var hensigten at slække på den kommunale myndigheds forpligtelse til vedligeholdelse af fysiske og psykiske færdigheder, og bestemmelsens placering i regelsættet samlet understøttede nævnets opfattelse, hvorefter personer, der opfyldte betingelserne i servicelovens § 86, stk. 2, havde krav på hjælp til vedligeholdelsestræning, og at servicelovens § 88, stk. 3, 1. og 3. punktum, ikke indskrænkede den personkreds, der havde krav på vedligeholdelsestræning, jf. § 86, stk. 2.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken personkreds der havde krav på vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86 stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke var berettiget til forlængelse af vedligeholdelsestræning efter bestemmelsen i serviceloven om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne havde behov herfor.

Begrundelsen var, at kommunen havde tilbudt vedligeholdelsestræning i 2 perioder indtil kvinden selv var i stand til at varetage den videre træning. Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden var i stand til at benytte offentlige transportmidler og derefter havde mulighed for at deltage i de træningstilbud, som i al almindelighed blev udbudt, men også kunne afpasses kvindens behov. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kvinden ikke havde behov for individuelt tilrettelagt træningsprogram med instruktion, men selv kunne deltage i seniorsvømning og lignende.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.