Færøske myndigheder var ikke forpligtiget til at yde refusion over for en dansk kommune for tiden, efter en færøsk borger afbrød sin uddannelse, fordi manden på dette tidspunkt ikke kunne ses at være visiteret af de færøske myndigheder til fortsat behandling i Danmark.
Den danske kommune kunne ikke få sine udgifter refunderet.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden havde afbrudt den uddannelse, der var fastlagt i jobplanen og selv havde besluttet at blive i Danmark, da han ikke længere ønskede at vende tilbage til Færøerne.
Ankestyrelsen henviste til, at bekendtgørelsen om besøgsrejser og ophold i Danmark eller på Færøerne i tilbud i boformer fandt anvendelse, når personer fra Færøerne på foranledning af de færøske myndigheder fik ophold i Danmark.
Ankestyrelsen fandt, at forudsætningen for at yde refusion var bortfaldet, fordi mandens ophold i Danmark efter den afbrudte uddannelse ikke havde revalideringsformål og derfor ikke kunne anses som nødvendig for, at han kunne klare sig i det færøske samfund.
Mandens fortsatte ophold i Danmark var ikke led i et behandlingsforløb tilrettelagt af de færøske myndigheder.