Ankestyrelsen fandt, at forældrene var berettiget til hjælp til opførelse af en carport med direkte adgang til boligen.
Det betød, at den integrerede carport skulle indgå som en del af boligen, og dermed skulle der ydes hjælp til denne.
Begrundelsen for afgørelsen var, at de to børn havde en varigt nedsat funktionsevne, idet de havde hjerneskade, spastisk lammelse, talebesvær m.v. som følge af for tidlig fødsel. Begge børn var kørestolsbrugere. Børnene var således omfattet af den personkreds, der kunne opnå hjælp efter servicelovens § 116.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med hjælp til boligindretning var at medvirke til, at en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dennes familie kunne leve et almindeligt liv som andre på samme alder og i samme livssituation. Hjælpen skulle medvirke til at gøre personen mere selvhjulpen, ligesom hjælpen også kunne være med til at lette andres arbejde i forhold til ansøgeren. Sigtet med hjælp til boligindretning var at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det forhold, at der var to personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, havde betydning i forhold til vurdering af nødvendigheden.
Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på, at børnene var permanente kørestolsbrugere, og at de skulle have hjælp til ind- og udstigning af bilen. Børnene havde et dagligt kørselsbehov. Udover kørestolene var der også andre hjælpemidler, der skulle pakkes i bilen, når der skulle køres til diverse aktiviteter. Derudover havdebørnene let ved at få infektioner som følge af deres handicap, hvorfor det burde undgås, atbørnene blev våde.
Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at carporten udelukkende skulle benyttes til parkering af familiens store invalidebil.
Ankestyrelsen fandt således, at den ansøgte carport måtte anses for at være nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted forde to børn. Ankestyrelsen fandt endvidere, at den ansøgte carport måtte anses for at være en del af boligen.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.