Ankestyrelsens principafgørelse 58-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven - § 3

Ansøger havde totale pareser i begge ben og meget svære pareser i truncusmuskulaturen samt middelsvære pareser i begge skuldre. I de seneste år havdehan fået tiltagende funktionsdyspnø, og funktionsniveauet var nedsat til 1/3 af det normale. Han færdedes med to albuestokke over kortere afstande og havde en gangdistance på max. 25 m. Han anvendte ofte kørestol udendørs og ind imellem også indendørs på grund af åndedrætsproblemer.

Ansøger havde tiltagende belastningssmerter i skuldre, albuer og hænder. Han var stort set selvhjulpen med personlig hygiejne, men fik dog hjælp af sin ægtefælle i det daglige. Han var uddannet jurist og arbejdede som sådan, ligesom han var aktiv i diverse bestyrelser udenfor almindelig arbejdstid. Han benyttede sin nuværende servicehund til at bære sin taske i forbindelse med arbejdet, til og fra bilen og fra bilen til kontoret. Servicehunden samlede også tabte sager op fra gulvet og bar ting, f.eks. bilnøgler, post, snavsetøj o.l. Servicehunden lukkede skabe op, trak skuffer ud og åbnede/lukkede døre. Servicehunden var endvidere trænet til at gø, hvis ansøger faldt, så ansøger kunne få hjælp til at komme op.

Kommunen gav ved afgørelse af 1. februar 2008 afslag på ansøgers ansøgning om en servicehund som et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Kommunen begrundede afslaget med, at en servicehund ikke skønnedes at være omfattet af begreberne, hjælpemiddel eller forbrugsgode.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at et hjælpemiddel var et produkt, der blev fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, og et forbrugsgode var et produkt, der blev fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. En servicehund kunne ikke siges at være nogen af delene.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsenanførte ansøger bl.a., at en servicehund ville give mulighed for, at en person med et handicap fik en friere og sikrere tilværelse samt uafhængighed af andre personers assistance og nærvær. Hvis ansøger ikke havde en servicehund, ville ansøger være bundet af, at andre personer kunne tilkaldes og give den nødvendige assistance.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en hund, der hjælper med at bære tunge genstande, var omfattet af servicelovens bestemmelse om hjælpemidler.

Ankestyrelsen fandt, at en hund kunne være et hjælpemiddel i henhold til servicelovens § 112. Konkret fandt Ankestyrelsen, at ansøger kunne få støtte til den ansøgte servicehund som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen vurderede, at en hund i særlige tilfælde kunne ligestilles med et produkt, der var fremstillet med henblik på at afhjælpe en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en førerhund for blinde og svagtseende blev bevilliget som et hjælpemiddel, idet der blev lagt vægt på, at den blinde/svagtseende kunne komme rundt til job, fritidsaktiviteter og venner med hjælp fra førerhunden.

Ankestyrelsen lagde endvidere konkret vægt på, at den ansøgte servicehund ikke i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Ansøgers nuværende servicehund hjalp med at samle ting op fra gulvet og afleverede det til ansøger. Hunden hentede avisen i postkassen og bar snavset undertøj fra soveværelsesgulvet til vasketøjskurven.

Ankestyrelsen vurderede, at de beskrevne funktioner var bekvemme for ansøger, men at de ikke i væsentlig grad afhjalp de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lettede den daglige tilværelse i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger primært benyttede servicehunden til at bære sin taske i forbindelse med varetagelsen af sit arbejde.

Det fulgte af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 3, at hjælp kunne ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

På baggrund af sagens oplysninger om ansøgers helbredsmæssige tilstand, vurderede Ankestyrelsen, at ansøger ikke kunne benytte en rollator, ligesom ansøger heller ikke kunne bære en rygsæk med den bærbare computer og arbejdspapirer, når ansøger benyttede sine albuestokke.

På denne baggrund vurderede Ankestyrelsen konkret, at en servicehund, der kunne bære ansøgers taske, var nødvendig, for at ansøger kunne udøve sit erhverv som jurist.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.