Ankestyrelsens principafgørelse 9-09

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 981 af 1. oktober 2008 - § 73, stk. 1, § 73, stk. 2, § 39, stk. 1 og § 35

Socialministeriets vejledning af 23. oktober 2002 om individuel boligstøtte - pkt. 342, pkt. 155

Borgeren havde solgt sin andelsbolig, som der var givet boligydelseslån til og var flyttet til en ældrebolig.

Kommunen traf afgørelse om, at boligydelseslånet skulle tilbagebetales, da boligydelseslån forfaldt ved ejerskifte.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Borgeren klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte borgeren blandt andet, at der havde været forskellige reparationer på lejligheden. Borgeren anførte endvidere, at han havde fået mindre for lejligheden, end han skulle betale tilbage i boligydelse.

Det sociale nævn fandt ved sin genvurdering, at det havde kompetence til at træffe afgørelser i sager om tilbagebetaling af boligydelseslån.

Efter nævnets opfattelse var boligydelseslån en boligydelse, der blot blev udbetalt som lån og var derfor omfattet af klageadgangen i boligstøttelovens § 73. Nævnet henviste endvidere til formuleringen i boligstøttelovens § 35.

Årsagen til, at der i boligstøttelovens § 73 eksplicit nævnes lån til betaling af beboerindskud, forudbetalt leje, depositum m.m, men ikke boligydelseslån, var efter nævnets opfattelse et udtryk for, at disse former for lån ikke er løbende ydelser og derfor ikke automatisk omfattet af ordene boligsikring eller boligydelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af det sociale nævns og Ankestyrelsens kompetence i sager om tilbagebetaling af boligydelseslån.

Det sociale nævn og Ankestyrelsen kan behandle en klage over tilbagebetaling af boligydelseslån.

Ankestyrelsen var enig med det sociale nævn i, at borgeren skulle tilbagebetale boligydelseslånet.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke ud fra boligstøttelovens bestemmelse om klageadgang, bemærkningerne til bestemmelsen eller ud fra vejledningen om individuel boligstøtte var tilstrækkelig holdepunkter for at antage, at der ikke skulle kunne klages over tilbagebetaling af boligydelseslån til det sociale nævn.

Selv om boligydelseslån ikke specifikt var nævnt i boligstøttelovens bestemmelse om klageadgang, var boligydelseslån heller ikke specifikt nævnt blandt de bestemmelser i boligstøtteloven, som var undtaget fra klageadgang.

Af vejledningen om individuel boligstøtte fremgår det vedrørende punktet klagemyndighed og hvilke afgørelser, der kan påklages, at udgangspunktet er, at der kan klages over alle elementer vedrørende boligstøtte. Det fremgår videre, at i forbindelse med tilbagebetalingskrav kan klage til nævnet omfatte spørgsmål om, hvorvidt der eksisterer et krav mod støttemodtageren og størrelsen heraf.

Ankestyrelsen var enig i nævnets opfattelse af, at boligydelseslån var en boligydelse, der blot blev udbetalt som lån og derfor var omfattet af klageadgangen i boligstøtteloven.

Ankestyrelsen var tillige enig i nævnets opfattelse af, at årsagen til, at der i boligstøttelovens klagebestemmelse eksplicit var nævnt lån til betaling af beboerindskud, forudbetalt leje, depositum m.m, men ikke boligydelseslån kunne være udtryk for, at disse former for lån ikke var løbende ydelser og derfor ikke omfattet af ordene boligsikring eller boligydelse.

Begrundelsen for, at borgeren skulle tilbagebetale boligydelseslånet var, at det af boligstøtteloven fremgik, at boligydelseslån forfaldt til betaling ved ejerskifte.

Det fremgik af sagens oplysninger, at borgeren i forbindelse med, at han flyttede til en ældrebolig havde solgt den andelsbolig, som han modtog boligydelseslån til.

Det fremgik videre af sagens oplysninger, at borgeren havde underskrevet en gældserklæring om, at han var indforstået med, at boligydelseslånet skulle tilbagebetales i overensstemmelse med reglen i boligstøtteloven om tilbagebetaling af boligydelseslån ved ejerskifte.