Ankestyrelsens principafgørelse 91-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven - § 4

Sagen drejede sig om en 68-årig kvinde med aldersbetinget hørenedsættelse. Hun havde sidst fået udleveret høreapparater til begge øre i august 2007.

I februar 2008 ansøgte kvinden om tilskud til køb af høreapparat på venstre øre, idet hun oplyste, at hun havde mistet sit venstre høreapparat i bussen eller på vej hjem.

Det var oplyst, at kvinden havde et socialt belastende høretab, og at hun ikke kunne klare sig med ét høreapparat.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om tilskud til køb af høreapparat til venstre øre under henvisning til, at hun sidst havde modtaget støtte til høreapparat i august 2007, og at betingelserne for at få et nyt høreapparat før 4-års perioden udløb ikke var opfyldt.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på førtidig udskiftning af høreapparat ligeledes under henvisning til, at betingelserne for førtidig udskiftning af høreapparat ikke var opfyldt.

Det var nævnets opfattelse, at førtidig udskiftning kunne finde sted, når der var tale om en udefra kommende hændelse, som man var uden indflydelse på.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde tabt sit høreapparat, hvilket ikke kunne betragtes som en udefra kommende hændelse, som kvinden ikke selv havde haft indflydelse på.

Nævnet bemærkede, at kvinden havde mulighed for at rette henvendelse til sit forsikringsselskab med henblik på, om der var mulighed for at få dækket tabet.

En speciallæge i øre- næse- halssygdomme klagede på kvindens vegne over nævnets afgørelse. Det var i klagen bl.a. anført, at nævnet i sin afgørelse havde undladt at anføre, hvorfor man mente, at kvinden havde haft indflydelse på at høreapparatet var tabt. Det var endvidere anført, at der var fortilfælde, hvor en borger havde fået medhold i at få erstattet sit høreapparat, der var tabt ved et lignende hændeligt uheld. Det var speciallægens opfattelse, at der burde være ensartet praksis på området.

Ved genvurdering af sagen fandt nævnet ikke, at der var fremkommet nye oplysninger eller anbringender, der kunne give grundlag for at ændre afgørelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse betingelserne for at yde støtte til genanskaffelse af høreapparat ved tab af dette, herunder om der i den situation var tale om, at høreapparatet kunne anses for at være gået tabt ved tyveri, brand eller lignende.

Ankestyrelsen traf afgørelse om, at kvinden ikke havde ret til førtidig udskiftning af sit venstre høreapparat.

Ankestyrelsen anførte, at høreapparater som udgangspunkt kun kunne bevilges med 4 års interval, når en person havde valgt en godkendt privat høreapparatsleverandør.

Der kunne dog ydes tilskud til nyt høreapparat før 4 års periodens udløb i 3 følgende situationer:

• når der var indtruffet en markant helbredsbetinget forværring af hørelsen, eller

• når legemlige forandringer eller slitage efter kort tid umuliggjorde anvendelse af høreapparatet, eller

• når høreapparatet var gået tabt ved tyveri, brand eller lignende.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kvinden havde en aldersbetinget hørenedsættelse, og at hun sidst fik udleveret høreapparater til begge ører i august 2007. Kvinden havde oplyst, at hun havde mistet sit venstre høreapparat i bussen eller på vej hjem, og at hun havde ledt selv og sammen med hjemmeplejen kontaktet busselskabet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden havde tabt sit høreapparat, og fandt, at der i forbindelse hermed ikke var tale om en situation, der kunne sidestilles med brand, tyveri eller lignende. Omstændighederne omkring tabet af kvindens høreapparat var således ikke omfattet af denne undtagelsesbestemmelse om førtidig udskiftning.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.