Ansøgeren havde ret til hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, fra 1. oktober 2008 til 19. december 2008, hvor kontanthjælpen var standset.
Begrundelsen var, at det var afgørende for ansøgerens livsførelse, at han fik hjælp til nødvendige udgifter, herunder til kost, efter at hans løbende kontanthjælp var blevet standset.
Ankestyrelsen var enig med kommunen og nævnet i, at ægtefællens forhold indgik ved vurderingen af ansøgerens behov for økonomisk hjælp, uanset at ægtefællen boede i udlandet.
Det fremgik, at ansøgeren selv ikke havde indtægt eller formue, og at han havde oplyst, at hans kone i udlandet heller ikke havde indtægt og formue og således ikke havde noget at bidrage med.
Ansøgeren havde således ikke noget at leve af, da kommunen standsede kontanthjælpen på grund af, at han var blevet gift, og mens sag om genoptagelse af kontanthjælpen blev behandlet. Efter det oplyste var kontanthjælpen standset den 1. oktober 2008 og genoptaget 17. december 2008.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen.
Kommunen skulle træffe en ny afgørelse om, hvilke beløb ansøgeren havde ret til på det grundlag, der var oplyst om hans og hans hustrus økonomiske forhold i den pågældende periode.
Det bemærkedes, at Ankestyrelsen alene havde taget stilling til kommunens afslag på hans ansøgning om overlevelseshjælp.
Hans klage over kommunens afgørelse om standsning af løbende kontanthjælp skulle behandles af beskæftigelsesankenævnet.
Ankestyrelsen havde derfor ikke kunnet tage stilling til, om det var med rette, at kommunen standsede hans kontanthjælp pr. 1. oktober 2008.
Det bemærkedes dog, at Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at hverken kommunen eller det sociale nævn havde videregivet klagen over standsningen af hans kontanthjælp til beskæftigelsesankenævnet.
Ankestyrelsen henstillede, at kommunen nu genvurderede afgørelsen om standsning af den løbende kontanthjælp pr. 1. oktober 2008, og videresendte sagen til beskæftigelsesankenævnet til behandling, hvis kommunen opretholdt afgørelsen.
Det tilføjedes, at hvis der senere blev truffet afgørelse om, at han i perioden fra 1. oktober 2008 til 17. december 2008 havde ret til kontanthjælp, kunne kommunen træffe afgørelse om tilbagebetaling af hjælp, der dækkede samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.