Ankestyrelsens principafgørelse 135-09

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7, stk. 1, § 32 og § 74

Det fremgik af sagen, at borgeren forud for fængslingenmodtog sygedagpenge. Under fængslingen og ved løsladelsen var han fortsat syg på grund af samme sygdom. Efter løsladelsen søgte han kommunen om sygedagpenge.

Kommunen gav afslag på sygedagpenge, fordi borgeren ikke opfyldte betingelserne for at modtage sygedagpenge. Han havde ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet i 13 uger før sygdommens indtrædenog i denne periode været beskæftiget i mindst 120 timer.

Kommunen lagde vægt på, at den tidligere periode, hvor han havde modtaget sygedagpenge var standset på grund af fængsling. Retten til sygedagpenge skulle derfor generhverves.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt borgeren berettiget til at modtage sygedagpenge. Nævnet begrundede afgørelsen med, at beskæftigelseskravet ansås for opfyldt.

Nævnet fandt, at ophøret af sygedagpengene under frihedsberøvelsen måtte betragtes som en suspension af sygedagpengene, og da borgeren fortsat var uarbejdsdygtig på grund af sygdom ved løsladelsen, havde han ret til at få genoptaget udbetalingen af sygedagpenge uden en egentlig ansøgning fra tidspunktet for løsladelsen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse. Kommunen kunne ikke se, at der varen konkret lovtekst eller en afgørelse fra Ankestyrelsen, hvorefter sygedagpenge skulle genoptages efter endt strafafsoning. Endvidere kunne kommunen ikke se begrebet suspension omtalt i sygedagpengelovens § 74.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om beskæftigelseskravet i § 32, stk. 2, nr. 2 kunne anses for opfyldt efter afsoning, nåren borgermodtog sygedagpenge før indsættelse til afsoning og havde været uarbejdsdygtig i hele afsoningsperioden.

Borgeren havde ikke ret til sygedagpenge.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at modtagelse af sygedagpenge forud for fængsling ikke medførte, at udbetalingen blev genoptaget ved løsladelse.

Beskæftigelsesudvalget vurderede således, at der var tale om en ny sygeperiode.

I den forbindelse lagde Beskæftigelsesudvalget vægt på, at sygedagpenge ophørte ved fængsling, og at der ikke var regler i sygedagpengeloven, der særligt regulerede forholdet efter løsladelsen.

Udvalget lagde endvidere vægt på, at den primære årsag til fraværet fra arbejdsmarkedet under afsoning af straffen var fængslingen.

Udvalget lagde endelig vægt på, at kommunen i denne periode ikke løbende kunne følge op på sagen, vurdere om personen stadig var uarbejdsdygtig, visitere, holde samtale eller foretage en samlet vurdering af behov for indsats m.v.

På denne baggrund vurderede udvalget, at fængselsopholdet derfor måtte sidestilles med en raskmelding, uanset om borgeren i denne periode fortsat var syg på grund af samme sygdom.

Borgeren skulle derfor ved løsladelse på ny opfylde betingelserne for at modtage sygedagpenge.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgændrede såledesbeskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Afgørelsen medførte ikke, at borgeren skulle tilbagebetale det udbetalte beløb.