Ansøger havde ifølge folkeregister-registreringen været udrejst af Danmark fra 1. december 2006 til 15. december 2007. Ansøger havde efter det oplyste opholdt sig i andet EU-land, hvor ansøger havde studeretsprog som selvstudium via dansk universitet. Ansøger havde under opholdet modtaget SU.
Ansøger fortsatte efter sin tilbagevenden til Danmark den 15. december 2007 med sit studium frem til 1. maj 2008, hvor ansøger ophørte med studiet blandt andet på grund af graviditet. Ansøger blev afmeldt SU den 1. maj 2008 og samme dato tilmeldt jobcenteret som ledig.
Ansøger var tilmeldt jobcenteret som ledig frem til 1. juni 2008, hvor ansøger gik på barsel.
Ansøger fandt, at hun var berettiget til kontanthjælp.
Kommunen traf afgørelse om, at ansøger alene var berettiget til starthjælp.
Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede sin afgørelse med, atansøger ikke havde opholdtsig her i landet i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år. Ansøger opfyldte således ikke kravet i aktivlovens § 11, stk. 3, for at kunne modtage kontanthjælp i stedet for starthjælp.
Nævnet fandt heller ikke, atansøger kunne få medregnet sit ophold i et andet EU-land, idetansøger ikke havde opnået arbejdstagerstatus her i landet. Ansøger opfyldte således ikke aktivlovens § 11, stk. 6, om at der kunne medregnes opholdsperioder i et andet EU-land for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten varberettigede til hjælpen.
Nævnet fandt endvidere, at ansøgers ophold som studerende ikke i sig selv kunne føre til rettigheder som arbejdstager. Nævnet henviste her til EF-domstolens afgørelse C-413/01, Ninni Orasche, som drejede sig om, hvorvidt pågældendes forudgående arbejdsforhold i 2½ måned i sig selv kunne give status som arbejdstager, og om et efterfølgende kompetencegivende uddannelsesforløb kunne fastholde status som arbejdstager. Altså ikke en isoleret vurdering af status som studerende.
Ansøgers advokatklagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse til Ankestyrelsen.
Advokaten fandt, at nævnets vurdering af forordning 1612/68´s anvendelsesområde var en væsentlig indskrænkning afansøgers og også andre EU-borgeres mulighed for at bevæge sig frem og tilbage over grænserne inden for EU.
Advokaten henviste endvideretil, at forordning 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flyttede inden for Fællesskabet, herunder på ydelser som følge af moderskab, antoges at finde anvendelse på studerende, og atansøger ønskede en principiel stillingtagen tilsine rettigheder efter EU-retten.
Detvar endvidere anført i klagen, at der ved den trufne afgørelsevar anvendt en nøgtern holdning til, at bopælskravet på 7 ud af de seneste 8 år i aktivlovens § 11, stk. 3, beregnedes efter folkeregister registreringen, uden at man havde taget særlig stilling til, om dervar særlige forhold, som kunne gøre sig gældende. Det var anført, atansøger havde boet i landet i 26, 9 år ud af de seneste 28 år ogvar dansk statsborger, som tillige havde været tilmeldt en dansk uddannelse, og atansøger efter folkeregistrets registrering havde opholdt sig 14 dage for meget i udlandet til at kunne modtage kontanthjælp, en registrering som advokaten fandt, kunne bero på tilfældigheder i forhold til den faktiske situation.
Advokatfirmaet anførte, at formuleringen i aktivlovens § 11, stk. 4, om folkeregister registreringen fandt anvendelse, hvor ikke særlige omstændigheder førte til et andet resultat, burde føre til en mere nuanceret bedømmelse i kommunernes og beskæftigelsesankenævnets praksis.
Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af EU-retlige regler i forhold til, om en studerende ved tilbagevenden fra et studieophold i et andet EU-land af længere varighedvarberettiget til starthjælp eller kontanthjælp.
