Ankestyrelsens principafgørelse 93-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 60, stk. 1, § 60, stk. 2 og § 60, stk. 3

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1198 af 15. oktober 2007 om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom - § 1, stk. 1, § 1, stk. 2, § 1, stk. 3, § 1, stk. 4 og § 3, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhedsloven - pkt. 338, pkt. 339, pkt. 340, pkt. 341

Kommunen bevilgede tilskud til privat antaget hjælp med 12½ time a 60 kr. i timen pr. uge til forældre med en datter født i 2006 med hjerneskade. Familien havde også en yngre søn.

Begrundelsen for timeantallet var, at forældrene delte vilkår med andre småbørnsfamilier med 2 små børn i hjemmet.

Forældrene klagede over denne afgørelse.

Ved genvurderingen fastholdt kommunen afgørelsen om timetallet til privat antaget hjælp på 12,5 time.

Vedrørende beløbsstørrelsen til antaget hjælp blev det nu vurderet, at 4½ time blev takseret til 60 kr. pr. time og 8 timer til en fuld merudgift svarende til 100 kr. i timen. Begrundelsen for differentieringen var, at det blev vurderet, at det ikke var usædvanligt, at en familie med 2 små børn benyttede sig af pasning svarende til 4½ time om ugen, men at der på grund af datterens handicap var brug for en voksen ansvarlig passer, hvorfor der blev givet tilskud på 60 kr. pr. time til denne pasning. Det blev vurderet, at de resterende 8 timers pasning alene var opstået som følge af datterens nedsatte funktionsevne, og dermed en udgift familien ellers ikke ville have haft.

Nævnet traf afgørelse om, at forældrene ikke havde ret til merudgiftsydelse efter servicelovens § 41 til privat antaget hjælp til pasning af datteren ud over 12½ time om ugen, som var bevilget af kommunen.

Nævnet traf samtidigt afgørelse om, at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til størrelsen af kompensation for aflønning af hjælpere. Denne afgørelse blev begrundet med, at det fulgte af retssikkerhedsvejledningens punkt. 341, at det sociale nævn ikke havde kompetence til at tage stilling til bistandsudøvelse – kommunens tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen.

Forældrene klagede over afgørelsen til Ankestyrelsen.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at formålet med merudgiftsydelsen bl.a. var, at familien kunne leve så normalt som muligt på trods af barnets nedsatte funktionsevne. Forældrene havde brug for mere aflastning også efter arbejdstid og i weekenden.

Der var tillige ansøgt om, at timetaksten blev forhøjet, men det sociale nævn havde oplyst i afgørelsen, at det ikke havde kompetence til at tage stilling til størrelsen af kompensationen for aflønningen af hjælpere.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne klages over størrelsen af den udmålte hjælp, som for 4½ time om ugen af de bevilgede 12½ time udgjorde 60 kr. i timen til privat hjælp.

Ankestyrelsen fandt, at nævnet havde kompetence til at tage stilling til afgørelsen om beløbsstørrelsen for aflønning af privat antaget hjælp til pasning af familiens datter, født i 2006.

Nævnet skulle således behandle klagen over størrelsen af beløbet for privat antaget hjælp til pasning af datteren.

Ankestyrelsen henviste i begrundelsen til, at tilskuddet til privat antaget hjælp til pasning af datteren var en del af den samlede afgørelse om merudgiftsydelse til privat pasning af datteren.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ved afgørelsen blev bevilget et antal timer til privat antaget hjælp og truffet afgørelse om størrelsen af aflønningen af den private hjælp.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at størrelsen af kompensationen til aflønning af privat pasning af datteren ikke var faktisk forvaltningsvirksomhed.

Ved faktisk forvaltningsvirksomhed forstås de konkrete beslutninger, der udfylder en afgørelse på en mere detaljeret måde indenfor rammerne af den konkrete afgørelse. Faktisk forvaltningsvirksomhed forstås som det arbejde, der skal udføres af en offentlig myndighed, for at afgørelsen kan blive realiseret. Der var ikke ved fastsættelsen af størrelsen af beløbet for privat antaget hjælp tale om den praktiske udførelse af hjælpen.

Beløbsstørrelsen til aflønning af den private hjælp hørte heller ikke under kommunens generelle serviceniveau. Aflønningens størrelse var begrundet ud fra datterens handicap og familiens situation i øvrigt.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse og hjemviste sagen til behandling i nævnet.