Sagen drejede sig om en kvinde med stærkt nedsat syn grundet grå stær, der havde søgt om at få bevilget en DAISY-afspiller som hjælpemiddel.
Kommunen gav afslag på ansøgning, idet en DAISY-afspiller ikke ville være en stor lettelse i dagligdagen, set i forhold til, at ansøger var bevilget pc i forvejen.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger var bevilget pc med talesyntese, havde program til at høre lydbøger, ikke havde læst eller hørt bøger de sidste 11 år, og at ansøger kunne købe forlængerledning, hvis hun ville høre bøger i sofaen.
Dansk Blindesamfund klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at der anmodedes om, at Ankestyrelsen tog sagen til principiel behandling for at afklare spørgsmålet vedrørende væsentlighedsprincippet. Dansk Blindesamfund efterlyste en klar formulering af, hvorledes begrebet væsentlighed skulle tolkes.
Nævnet fastholdt afgørelsen og bemærkede, at DAISY-lydbøger kunne afspilles ved formatet mp3, hvilket kunne ske gennem en computer.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en DAISY-afspiller i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af en synsnedsættelse eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet.