Tilskud til særlig indretning til bil ydes efter reglerne i bekendtgørelsen om støtte til køb af bil når det er nødvendigt, fordi politiet har stillet krav om det, hvis ansøgerens helbredsforhold i øvrigt taler for det eller hvis indretningen kan lette ansøgerens placering i bilen.
Vi finder på baggrund af en konkret, individuel og samlet vurdering af jeres søns helbredsforhold, at han vil være tilstrækkeligt kompenseret for sin nedsatte funktionsevne med den bevilgede filterbrille/solbrille, og med muligheden for at der kan sættes solskærme op i bilen. Vi finder, at dette sammenlagt kan opfylde hans behov for solafskærmning, når han er passager i bilen.
Vi har lagt til grund, at jeres søn har AMC (Arthrogryposis Multiplex Congenita), nedsat og manglende muskelmasse i kroppen samt ansigtsmuskellammelse (Moebius syndrom). Jeres søn er tracheostomeret, kører selv i manuel kørestol, og har nedsat syn, herunder er øjenlågene syet op så han ikke kan blinke eller lukke øjnene.
Jeres søn er bevilget støtte til køb af bil samt forskellige andre særlige indretninger af bilen. Han er dagligt på institution. Han skal køres til mange undersøgelser og behandlinger. Der er bevilget kørsel til og fra institution 2-3 gange om ugen samt taxakørsel til fysioterapi 1 gang ugentligt og musikterapi 1 gang ugentligt.
Derudover er der angivet et privat kørselsbehov i forbindelse med deltagelse i familiens almindelige trivsel.
Vi bemærker i forhold til Det Sociale Nævns afgørelse, at der i reglerne om tilskud til særlige indretninger ikke er noget krav om at der skal være et behov for kørsel, der i væsentlig grad letter ansøgerens daglige tilværelse. Vi finder således, at der også kan lægges vægt på et behov for kørsel i forbindelse med familiebesøg, ferier, længere ture med familien og andre sociale aktiviteter, der ligger ud over den daglige kørsel.
Vi er opmærksomme på, at I har oplyst, at jeres søn på grund af sit kognitive niveau har svært ved at forstå, at han skal have briller på. Men vi finder ikke, at det i sig selv kan føre til en anden afgørelse, da det også på anden måde er muligt at skærme ham fra solen når han er passager i bilen.