Ankestyrelsen fandt, at Sikringsstyrelsen ikke havde været berettiget til at ændre tilkendelsestidspunktet for udbetaling af ansøgers danske førtidspension.
Det betød, at det oprindeligt fastsatte tilkendelsestidspunkt, der var den 1. juli 2007, fortsat gjaldt.
Det blev ved afgørelsen lagt til grund, at det af pensionslovens § 21, 1. pkt., fremgår, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse senest 3 måneder efter tidspunktet for sagens overgang til behandling efter reglerne om førtidspension, jf. § 17, stk. 1, 3. pkt., og § 18.
Det fremgår af pensionslovens § 33, stk. 2, at førtidspension udbetales månedsvis bagud med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er truffet afgørelse om førtidspension. Træffes afgørelse om førtidspension efter udløbet af den fastsatte frist i § 21, udbetales førtidspension med virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder, fra behandlingen af førtidspensionssagen er påbegyndt. Førtidspension, jf. 1. og 2. pkt., udbetales tidligst fra den 1. i måneden efter, at betingelserne for tilkendelse af førtidspension er opfyldt.
Af § 32 d, stk. 1, fremgår, at i førtidspension, som efterbetales for en periode, der ligger forud for tilkendelsen, jf. § 33, stk. 2, fratrækkes sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ledighedsydelse og kontanthjælp, der er udbetalt for samme periode.
Af vejledningen til lov om social pension, pkt. 58, fremgår det, at hvis førtidspension tilkendes efter, at der forløbet 3 måneder fra sagens påbegyndelse, vil der således skulle ske en efterbetaling af pensionen. Hvis der, i den periode efterbetalingen vedrører, er udbetalt sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ledighedsydelse eller kontanthjælp, skal de udbetalte beløb fratrækkes i efterbetalingen.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at fastsættelsen af tilkendelsestidspunktet til 1. juli 2007, selvom ansøger for en periode af sagens behandling havde modtaget ledighedsydelse, var i overensstemmelse med gældende regler.
Ved efterbetalingen skulle ledighedsydelsen, der var udbetalt for samme periode som den efterbetalte førtidspension, fratrækkes, og ledighedsydelsen skulle derfor ikke indgå i indtægtsgrundlaget for beregning af pensionen.
Principafgørelse N-4-08 fandt således ikke anvendelse i ansøgers tilfælde. Principafgørelsen skulle forstås således, at ansøger i den sag under opsigelsen fortsat betragtedes som værende i et ansættelsesforhold og dermed selvforsørgende.
Sikringsstyrelsen skulle derfor på ny i den aktuelle sag tage stilling til ansøgers efterbetaling for perioden 1. juli 2007 til 1. februar 2008 og skulle herunder inddrage pensionslovens § 32 d.
Ankestyrelsen ændrede således den seneste afgørelse fra Sikringsstyrelsen om tilkendelsestidspunktet.